Annonce

Reportage
17. juni 2016 - 16:30

Strejke ved raffinaderierne: Reportage fra Grandpuits

Siden bevægelsen mod arbejdsmarkedsloven blev stiftet i Frankrig, er man ofte stødt på opfordringer til at »lamme økonomien« eller ligefrem »blokere alt« for at lægge pres på regeringen. Det har været strategien i raffinaderierne og havneområderne siden 19. April. Interview med strejkevagterne ved raffinaderiet i Grandpuits.

Stedet gør indtryk: Lige midt i Seine-et-Marnes falske reklamekampagne dukker en gigantisk fabrik op – der er næsten ingen røg tilbage i de store skorstene.

Grandpuits er det eneste raffinaderi i Île-de-France-området. 

Det hele fremstår som en gammel kulisse, afskærmet som var det en ridderborg. Et spærret område omkranset af pigtråd udadtil danner en fæstningsvold om fabrikken.

Det er ikke altid, at kapitalismens infrastruktur vækker anstød med sin trivialitet og neutralitet. Nysgerrigt og lidt forbeholdne betragter vi fabrikken, da en fabriksarbejder dukker op og forklarer os sammenhængen:

»Åh, jamen det er jo, fordi stedet er klassificeret som Seveso. Der er strategiske reservetanke her, og lige i nærheden er der en gødningsfabrik. Hvis lortet futter af, er det hele regionen, der går op i røg.«

Velkommen til Total (Fransk multinationalt selskab red.)

Læs om Servesoulykken her

Mediernes ensidige fokus på CGT

Det er temmelig indlysende, at man ikke kan komme ind på fabrikken, med mindre man arbejder der. Heldigt for os, kommer der netop en flok arbejdere gående ud derindefra.

De har lige være til generalforsamling og stemt for en forlængelse af strejken. En mand iført gul-orange CGT-vest (fagforeningen, Confédération générale du travail, red.) kommer straks hen til os:

– Orh fedt, at I kommer og besøger os. Al den misinformation må snart få en ende. Jeg har fået nok af mediernes ensidige fokus på CGT.

De får det til at se ud som om, det kun er CGT, der strejker, selvom vi jo sådan set er forenet med Force Ouvrière og folk fra SUD, men også med dem, som ikke er med i en fagforening.

Læs artiklen »Nu strejker jernbanearbejderne også: Den såkaldt socialistiske regering begår en stor fejl« hos Modkraft 

- Kort og godt, vi står sammen om det her, så medierne må holde op med udelukkende at snakke om CGT. Jeg siger det her til trods for at jeg selv er medlem af CGT. Han peger på fagforeningslogoet på sin vest.

Vi spørger ham om resultatet af generalforsamlingen:

– Strejken er forlænget. Men kun med et spinkelt flertal på 51%. Sidste uge var vi oppe på 60%. Det bør dog indskydes, at ledelsen har være inde over. De sendte en mail til alle afdelinger for at sige til dem, at de skulle stemme imod strejken.

Til trods for dette er strejken blevet forlænget en uge.

Da vi spørger ham, om ikke det spinkle flertal taler for en genoptagelse af arbejdet næste uge, forsikrer en arbejder fra Force Ouvrière os om, at der ikke er grund til bekymring: Uanset hvad udfaldet bliver, har vi andre kort på hånden, som vi kan spille i kampen for fortsat arbejdsnedlæggelse.

Det bør nævnes, at dem, der stemte imod strejken, hovedsageligt er alle »administratorerne«, dem, som slet ikke er involveret i modbevægelsen. De arbejder slet ikke på farbrikken; de holder til i bygningen overfor.

De har med andre ord ikke meget at bekymre sig om, eftersom det ikke er dem, der har magten til at sætte alt i stå. For en gangs skyld synes magthierarkiet at være vendt på hovedet – for en stund.

Der findes ingen strategiske oliereserver

– Tag nu for eksempel al den snak om strategiske oliereserver – det er useriøst. Det er os, der er de strategiske reserver (arbejdsreserver, red.). »En del af vores depoter« er i hvert fald klassificeret som strategiske reserver. Men jeg skal sige dig, ingen får noget ud af os, så længe vi strejker. Så de kan godt pakke sammen. Deres reservebeholdning på 115 [liter olie] betyder intet.

I 2010 så vi desuden, hvordan brændstoffet til sidst slap op, fortæller en anden os; »hånd i hånd« med Total fik staten kørt brændstof ind med lastbiler fra Belgien. Da belgierne også begyndte at strejke, var de tvunget til at tage helt til Rotterdam. Med andre ord: Det må have kostet dem tusindvis af ekstra euro.

2010 står for alle arbejderne som det år, hvor man kæmpede en sej kamp mod pensionsreformerne.

Minderne sætter gang i snakken. Også på dette tidspunkt var raffinaderierne i mediernes søgelys. Kun få sektorer strejkede, men de holdt ud længe. Særligt arbejderne i Grandpuits var involverede dengang:

– Det totale arbejdsstop varede i tre uger. Og det var kun begyndelsen. Selv strejkede jeg i 18 dage. Andre holdt ud i en hel måned. Olivier Azam lavede en film om os, Grandpuits, den lille sejr.

Se videoen her

- Den er slet ikke så tosset. Vi turnerede efterfølgende rundt til filmvisninger i hele Frankrig, sågar også i Belgien. Opmærksomheden medførte, at vi kom i kontakt med en masse andre aktivistmiljøer. 

Tvang strejkende til at arbejde

En strejkefond blev dengang oprettet på nettet, og det lader til, at den har fungeret ret godt:

– Vi havde intet forventet os. Men folk var i stand til at overføre penge via PayPal, og alle var med på den. Vi modtog bidrag fra Brasilien, Polen – det var helt vildt. Vi blev alle kompenserede for de økonomiske tab, vi led under strejken. Også strejkende fra andre sektorer modtog kompensation. Der var endda penge til overs, som vi kunne give til Røde Kors og [velgørenhedsorganisationen] Restos du Cœur.

Men hvad er så forskellen på situationen i dag og dengang i 2010?

– Dengang fik ikke ligeså meget opmærksomhed, som vi får i dag. Vi havde virkelig følelsen af, at vi var de eneste, der rørte på os. I dag er der heldigvis mange, der har besøgt os og bakker op om os. Det interessante i dag er, at hele forsynings- og produktionskæden er kortsluttet. Skibe ankommer ikke længere til Le Havre, olie flyder ikke længere gennem rørledningerne, og fabrikken kører ikke længere. Og så er der ikke tvangsudskrivninger, som der var i år 2010.

Kan du ikke sige noget om, hvordan disse tvangsudskrivninger foregår?

– Det er meget simpelt. Administratorerne går sammen med direktionen om at udpege en gruppe arbejdere, som får til opgave at holde gang i produktionen. Udvælgelsen af arbejdere foregår vilkårligt, ved at der bliver slået op på et tilfældigt sted i lønningslisterne. De udvalgte bliver tvunget til at arbejde. Hvis de nægter, står den på fængsel og enorme bøder.

Er der ingen mulighed for at sætte sig til modværge?

– Sidste gang blokerede vi indgangen til fabrikken i fem minutter, men det nyttede ikke noget, kun på det symbolske plan. Senere blev tvangsudskrivningerne dog sat under juridisk pres, og der blev sat en stopper for dem. Domstolene påpegede, at de var et brud på loven om strejkefrihed.

Så du tror ikke, at de kunne finde på at gøre det igen?

– I teorien, nej. Det ville være en skandale. Man kan ikke tvinge strejkende folk til at arbejde. Når strejken er slut, ja så må vi se, hvad der sker.

Har arbejderne behov for en større opbakning til bevægelsen? Nej, lyder svaret: De laver ikke blokader. De strejker bare. Det er således ikke muligt for folk at slutte sig til dem på barrikaderne. I øvrigt ved de, at der sker ting og sager overalt i landet, så de er egentlig ikke så bekymrede.

– Vi klarer os godt her. Selvom man er mere over os, føler vi os meget mindre alene, end vi gjorde tilbage i 2010. Det er altid rart at opleve, at folk kommer herud og bakker os op.

Strategisk strejke for momentum

Diskussionen tager i det følgende en drejning over mod spørgsmål af mere strategisk karakter. Hvorfor var de egentlig så længe om at slutte sig til modbevægelsen? Én af de arbejdere, som ikke er medlem af en fagforening, forklarer, at for folk som ham, er det svært at strejke i mere end en måned.

– Hvis vi allerede var begyndt at strejke den 9. marts, kunne vi ikke have holdt den kørende frem til nu. Nu er der et nyt momentum, og vi har rent faktisk en chance for at følge strejken til døren. Med Europamesterskabet i fodbold lige op over, kan det få stor indflydelse på magtbalancen.

Når de tænker på, hvad der skal komme ud af strejken, er det en stemning af fortrøstningsfuldhed, der hersker. Fiaskoen i 2010 gør, at der er alle mulige gode grunde til at antage, at de ikke havner i de samme problemer igen.

- Den offentlige mening? Der er ingen problemer fra den front. Det irriterer folk lidt, men sådan er det altid. Vi har en masse menneskers opbakning. Den offentlig mening frygter vi ikke.

For arbejderne er bevægelsen faktisk først lige startet. Som den Fønix-fugl, der marcherede gennem gaderne under demonstrationen den 26. maj, synes også denne »bevægelse« at flamme op i samme øjeblik. alle spår dens endeligt.


Til den store demonstration 26. maj i Paris satte en gruppe ild til en Fønix fugl på Place Nation og kørte den hen til politiet. Foto Movements Inter Luttes Independants

Heraf arbejdernes fortrøstningsfuldhed. Maskinerne er slukket denne weekend, ja resten af ugen. Og der er ingen udsigt til, at de kommer i gang igen foreløbigt.

Under en diskussion opstår pludselig en original idé: Hvorfor ikke fylde nogle tankbiler og uddele benzinen gratis, dels for at bakke op om bevægelen, men også for at trodse såvel staten (der tager 90% af literprisen) og Total? 

- Jeg bliver altså nødt til at være ærgerlig og sige, at det ville være tyveri, siger én af arbejderne.

- Og vi risikerer at bliver pålagt yderligere restriktioner.

- Klart, men hvis magtbalancen tipper over til vores fordel, så er det da værd at overveje, ikke?

– Ærlig talt, hvis det stod til mig, ville jeg sige, at idéen er alle tiders, siger en tredje arbejder, en ung én.

- Det ville virkelig bringe dem i en lortet situation, og hele offentligheden ville være på vores side!

Det må fremtiden vise. De kommende dage har sikkert en overraskelse eller to i reserven. I denne uge vil der være strejkevagter på pletten hver eneste dag – og hver eneste aften. Ja, hver eneste nat – uden skelen til nogen tidsplan, i overensstemmelse med ånden…

Se temaet Oprør i Frankrig hos Modkraft 

Artiklen er oversat af Ida Marie Nissen

Artiklen GRÈVE DANS LES RAFFINERIES - REPORTAGE À GRANDPUITS har tidligere været bragt hos Lundi Matin

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce