Studenteroprør sætter Chile på spidsen

Hvilket slags samfund vil vi have om 30 år? Et samfund styret af markedet?

Det retoriske spørgsmål stiller en lun José Ankalao på en småkold efterårsaften, da Arbejderen møder ham ved Hovedbanegården i København.

Det er det samme spørgsmål, som flere hundredetusinde unge chilenere har stillet sig siden maj 2011, hvor de indledte deres højlydte protester imod regeringen og det socialt skæve uddannelsessystem.

– Protesterne i Chile og rundt om i verden er et udtryk for, at man vil en anden økonomisk model end den kapitalistiske. Folk stiller sig selv spørgsmålet: Hvordan vil vi leve i fremtiden?, siger José Ankalao.

Han er 23 år og hører til blandt frontkæmperne i de massive studenterprotester, der for alvor har grebet om sig i Chile.

Han repræsenterer de studerendes hovedorganisation CONFECH, og samtidig er han talsperson for den oprindelige mapuche-befolknings studenterorganisation FEMAE.

Læs også artiklen »Studenterprotester presser Chiles konservative regering« hos Modkraft.

Se baggrundsindslaget »Chile rising« fra Al Jazeera (2/1 2012).

Smuthuller til private universiteter

Den unge chilener er i Europa for at fortælle om de studerendes kamp i Chile, hvor der ikke er blevet bygget ét eneste offentligt universitet siden 1990, da diktatoren Augusto Pinochets æra formelt endte.

I dag er der langt flere private universiteter i landet end offentlige. Og de private tager sig dyrt betalt.

De studerende har igen og igen været på gaden, og kravene er simple: Gratis og god uddannelse til alle, så det ikke er ens families indtægt, der bestemmer, om du kan komme på universitetet.

Få overblik over studenteroprøret 2011-12 i Chile på Wikipedia.

De studerende kræver desuden, at staten poster langt flere penge i de offentlige universiteter, som mange steder er i en elendig stand.

Ifølge lovgivningen er det forbudt for private aktører at tjene penge på uddannelse. Men sådan som loven er skruet sammen, er det nemt for de private universiteter at finde smuthuller.

Og ifølge de studerende gør regeringen intet for at stoppe de universiteter, der bryder loven.

Derfor kræver de unge chilenere, at regeringen opretter et statsligt organ, der skal sørge for, at loven bliver overholdt.

Men den højreorienterede regering, ledet af forretningsmanden Sebastián Piñera, er ikke kommet de unge i møde.

Tværtimod har den afvist en undersøgelseskommission, der har fastslået, at profit på uddannelse strider mod landets forfatning.

Læs artiklen »Chiles 11. september: Historien om et militærkup« hos Modkraft.

Kundementalitet

I dag bruger Chile kun 4,4 procent af sit bruttonationalprodukt (BNP) på uddannelse.

Til sammenligning bruger Danmark 7,9 procent af sit BNP, og Chile ligger næstnederst ud af 65 lande, der er omfattet af PISA-undersøgelsen.

Den private sektors dominans i uddannelsessystemet i Chile har gjort det notorisk berygtet for at være et af de mest ulige i verden.

Den chilenske uddannelsesforsker, Mario Waissbluth, har i et interview med BBC kaldt Chiles uddannelsessystem for »uddannelses-apartheid«.

José Ankalao er enig i dén analyse.

– Universiteterne i Chile er intet mindre end private uddannelsesfirmaer. Folk på de private universiteter ved ikke, om de er studerende - eller om de er kunder, siger han til Arbejderen.

Se tv-indslaget »Chile student protesters demanding education reform« hos Al Jazeera.

Tung fagbevægelse

Arbejdere fra forskellige sektorer har været med på gaden og vist deres solidaritet, når de studerende har rejst deres krav.

Men samarbejdet mellem de unge og fagbevægelsen har ikke været en dans på roser.

– Det har været svært at lave en alliance med fagbevægelsen, fordi fagbevægelsen i Chile har været en næsten integreret del af Concertación (politisk centrum-venstre alliance, som har siddet på magten i Chile fra 1990-2009, red.). Derfor har fagbevægelsen langt henad vejen været underlagt Concertación. Der er fagforeninger, men der har ikke været en stærk og mobiliserende fagbevægelse, som der var i 1960'erne og 70'erne, forklarer José Ankalao.

De studerende samarbejder med havnearbejdernes fagforening og flere andre.

Læs analysen »Chile, the country Pinochet terrorised, is no longer afraid« hos The Guardian.

Og for nyligt kom der et gennembrud, da CUT (Central Unitaria de Trabajadores), Chiles LO, meddelte, at man støtter op om kampen for gratis uddannelse til alle.

José Ankalao mener, at CUT har tøvet, fordi studenterbevægelsens protester er rettet mod det etablerede system, og deriblandt også de politiske partier og dele af den fagbevægelse, som har været tæt knyttet til de politiske partier.

Men den unge chilener tror på et fremtidigt samarbejde med den brede fagbevægelse.

– I fremtiden vil vi kunne lamme landet og produktionssektoren, selvom det ikke her og nu har været vores mål. Fordi vi vil på den ene side have de mange tusinde studerende, som kan gå på gaden og på den anden side fagbevægelsen, som kan lamme produktionsmidlerne, siger den unge chilener.

Læs en analyse af baggrunden for protesterne af studenteraktivisten Alastair Stephens (20/5 2012).

Lige nu støtter 76 procent af befolkningen de studerende, og samtidig har præsident Piñeras popularitet lidt et alvorligt knæk, fortæller José Ankalao.

Regeringens svar på protesterne har ofte været knipler, gummikugler, vandkanoner og tåregas.

Men selvom José og de tusinder af andre unge føler sig udmattede af kampen, så fortsætter de.

Det lover José Ankalao som noget af det sidste, inden han forlader København.

Læs også artiklen »- De truer os på livet« hos Arbejderen.

Se også links på Tidslinjen om protesterne 22. august 2011