Annonce

alternativ
26. april 2012 - 16:11

USA: Generalstrejke uden de 99 procent

Første maj indkalder Occupy-bevægelsen til generalstrejke. Men strukturerne på det amerikanske arbejdsmarked kan forhindre arbejdere i at deltage.

− I andre lande fejrer man første maj som arbejdernes kampdag. Det gør vi ikke i USA. Vi forsøger at overbevise folk om, at en dag uden de 99 procent vil vise magthaverne, at der ikke vil blive produceret velstand. For selvom de 99 procent producerer alt i denne verden, får vi ikke glæde af det.

Sådan udlægger en demonstrant fra Occupy-bevægelsen den storstilede plan om en national generalstrejke første maj.

Planen er blevet lanceret med opfordringer til folk om ikke at lave hus- eller lønarbejde, om ikke at møde på uddannelserne, og om at afstå fra indkøb og bankforretninger.


Generalstrejke uden arbejdere

Planerne om en amerikansk generalstrejke blev lanceret i november sidste år, og siden har aktivister mobiliseret overalt i USA.

På Occupy Wall Streets hjemmeside er listet 120 større og mindre grupper, der forsøger at virkeliggøre den planlagte generalstrejke, i givet fald den første i USA siden 1946.

I tråd med Occupy-bevægelsens generelle forsøg på at samle utilfredse amerikanere, er der kaldt bredt ind til generalstrejken første maj.

Men det kan blive svært at få folk til ikke at stemple ind tirsdag morgen

Formanden for New York-afdelingen af Communication Workers of America, Arthur Chelliotes, peger på den lave grad af faglig organisering i USA, og på en national lovgivning, der i vid udstrækning kriminaliserer strejkevåbnet, og gør det dyrt og svært for amerikanske arbejdere at aktionere.

− Jeg synes, at ideen er god, men virkeligheden er virkelig hård, siger han om strejkeplanerne.

Læs »Occupy Wall Street Plans “General Strike” — But Labor Isn't Coming Along« på Buzzfeed.

En anden slags strejke

Natasha Lennard, der er journalist på New York Times og blogger på Salon.com, mener heller ikke, at tirsdagens aktioner vil kunne kaldes en generalstrejke i traditionel forstand.

− Ingen forestiller sig, at 1. maj i New York vil komme op på siden af generalstrejkerne i 1946, eller svare til mere aktuelle generalstrejker, som for eksempel den i Spanien, hvor 3 millioner mennesker var på gaden, forklarer hun i et indlæg på Salon.com.

Natasha Lennard peger imidlertid på, at den planlagte generalstrejke er generel i den forstand, at den tilbyder andre aktionsformer end det klassiske strejkevåben, og at den giver mange mennesker mulighed for at aktionere på mange måder.

− Der er opfordringer til forbrugerstrejke, uddannelses-strejke, datastrejke (lad mobilen blive hjemme), arbejd langsomt-aktioner og – selvfølgelig – til at gå på gaden.

− Ideen er netop, at der i kraft af de mange forskellige situationer, som lønarbejdere befinder sig i, og i kraft af sårbarheden i disse situationer, ikke er én universel rigtig måde, at strejke på. Så hvis en generalstrejke skal være generel, må den inkludere mange forskellige elementer, skriver Natasha Lennard.

Læs »Læs Occupy’s “precarious” general strike « på Salon.com.

Occupy plakat

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce