Rækken af regeringsledere som gæster Danmark i disse dage er lang. Men særligt to af dem får særlig opmærksomhed de næste dage.
Læs mere om Iran-demonstrationerne hos »Initiativet for solidaritet med den iranske befolkning«
Læs artiklen »Demonstationer i Iran: Systemkritikken skærpes« på Modkraft.dk
Således har »Initiativet for solidaritet med den iranske befolkning« i samarbejde med »Ungdommen for frihed i Iran« indkaldt til protest-optog både torsdag og fredag i denne uge imod Irans præsident Mahmoud Ahmedinejad, som deltager i COP15-topmødet i Bella Center.
»Invitationen af Ahmadinejad sker i kølvandet på massedemonstrationerne i Iran, hvor millioner af mænd og kvinder har vist deres protester mod det iranske islamiske regime, og hvor mange af dem har mistet deres liv i denne kamp, er en ren krænkelse af den iranske befolkning«, skriver Ungdommen for frihed i Iran i en indkaldelse.

Protest-arrangementerne finder sted torsdag kl. 16 fra Vesterbro Torv og samme tidspunkt fredag – denne dag fra Østerport Station.
Allerede i dag – onsdag d. 9. december – er der indkaldt til en anden demonstration.
Dagens protest retter skytset mod den amerikanske præsident Barack Obama og USA’s krig i Afghanistan. Her er parolen: »Yes We Can – Get out of Afghanistan« i en fakkeldemonstration arrangeret af blandt andre Budskab fra Græsrødderne og initiativet Stop terrorkrigen ved den amerikanske ambassade klokken 16.
»Den katastrofale krig og besættelse af Afghanistan har varet i mere end otte år. Den skal afsluttes ved at både de amerikanske tropper og NATO-tropperne trækkes ud. Det samme gælder den fortsatte besættelse af Irak og den amerikansk-støttede israelske besættelse af Palæstina: Krigene og de ulovlige besættelser må ophøre, og de ramte lande gives tilbage til deres egne folk«, skriver arrangørerne i deres indkaldelse.
Anledningen til protesten er overrækkelse af Nobels Fredspris i Oslo til den amerikanske præsident torsdag d. 10. december. Men den indgår også i en række andre protester under klimatopmødet.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96