Annonce

10. oktober 2003 - 18:22

Hunden – en sammensværgelse, 12. kapitel

Hunden – en sammensværgelse, 12. kapitel

»Hvad gør det, hvis de dræber os i krig, når de alligevel hænger os i fredstid?«

Af Sean McGuffin

Oversat af Inge Kongsgård Hansen & Alfred Lang

Bergen, Holland

I sin herskabelige villa kastede Otto Blutgeld sig søvnløs frem og tilbage i sengen. En udbredt erhvervssygdom for de fleste, som driver handel med døden. De har givet sig selv for mange fjender.

I 50’erne var »Otto den mærkelige« våbenhandler i Hamburg. Politiske ideologier betød ingenting for denne ex-nazi. Den der kunne betale, fik sine våben, fra Beretta-pistoler til højteknologisk anti-luftskyts.

Det skete stadig oftere, at Blutgeld udleverede sine kunder og indkasserede belønning fra de engelske, franske eller tyske myndigheder, som han forsynede med de respektive oplysninger. Således fik han penge fra to sider, og ovenikøbet fik han sine våben tilbage igen.

Det var en yderst lukrativ forretning, men den gav ham mange farlige fjender. Løjtnant Mercier fra de franske SDECE kommandoer havde befalet hans død, da han nægtede at indstille våbenleverancerne til FLN i Algeriet i 50’erne.

1956 eksploderede en bombe i hans kontor. Bomben var gemt i en brandslukker og dræbte hans partner Wilhelm Schneider. Otto var netop gået ud for at købe en avis. Året efter gik spisestuen i hans landejendom i Braunlage op i flammer. Blutgeld og hans forskræmte børn stod i haven og så på. I haven havde den gavmilde Blutgeld netop gemt kulørte påskeæg til sine børn.

To måneder senere, den 3. juni, lige efter han havde sendt en skibsladning med våben afsted fra Lübeck til Nordafrika, steg Otto ind i sin sorte Mercedes, drejede tændingsnøglen og bilen eksploderede som en ildkugle. Otto slap uskadt. Hans gamle mor døde i eksplosionen, hans syvårige datter blev alvorlig kvæstet.

1958 åbnede en fransk agent maskingeværild mod Otto’s nye Mercedes på vej mellem Hamburg og Lübeck. Dækkene blev skudt sønder og sammen. Bilen gled væk fra kørebanen og viklede sig om en telefonmast. Otto krøb ud af vraget, temmelig medtaget men levende. Han indstillede derpå våbenleverancerne til FLN. Det så ud til, at en gammel køter som han stadig kunne lære et og andet.

Men Otto fik stadig flere fjender. 1970 snød han IRA for tjekkiske maskinpistoler, geværer, granater og en kvart million patroner til en samlet værdi af 35.000 Pund. Blutgeld havde informeret den britiske efterretningstjeneste, fik penge fra begge sider, beholdt våbnene for sig selv og solgte dem en gang til. Irerne blev sat for en domstol i Dublin. Den irske regering var nær blevet væltet af processen. Ligesom franskmændene besidder irerne også en lang hukommelse. Således var der nogle, der spidsede øre, da de erfarede, at Otto havde slået sig til ro i Holland.

Lampetten ved siden af Ottos seng lyste op og alarmklokkerne ringede ganske stille. Han satte sig op. Sikkerhedssystemet anmeldte en ubuden gæst. Mens han slyngede badekåben omkring sig tog han fjernbetjeningen, tændte fjernsynsmonitorene og betragtede omhegningen af huset. Ståltrådsnettet var klippet i stykker og han så, hvorledes en mørk mandeskikkelse gik tværs over græsplænen. Blutgeld knurrede med et ulveagtigt smil.

Det så ikke ud til, at den indtrængede person var bevæbnet. Det var lang tid siden, Otto rigtig havde moret sig. Denne dilletant skulle der nu nok komme megen morskab ud af. Rolig og afslappet rakte han ud efter kontakten, der elektronisk åbnede gitterdørene på hans hundebure og slap de to store dobermen fri. Han tog sin Walther P.38 fra natbordet, drak en slurk snaps og satte sig godt til rette for at følge med i showet. Bedre end de antikke romerske lege.

Halvfems sekunder senere fór han bandende op fra stolen. På den flimrende sort/hvide skærm så han, hvorledes Puppi og Adolf, hans elskede dobermann’er, lå på plænen med blottede tænder. Deres hals var skåret over med ståltråd.

»Lortesvin!«, brølede han og trykkede hidsigt på den kontakt, der udløste en direkte alarm hos den lokale politistation.

Han var på vej hen til kommoden med våben, da en molotovcocktail fløj gennem soveværelsevinduet og brød ud i flammer. Otto vendte sig om og kastede et blik ind i stuen, idet Enwright som holdt sin frakke op foran sig for at beskytte sig mod glassplintrer, med ét styrtede gennem indgangsdøren af glas. Han landede uheldigt og rullede sig i dækning bag en lædersofa, da Otto skød ud i det blå.

Den tidligere SS-mand tog sig sammen og skød to gange til. Det frydede ham at høre irerens skrig, da denne blev ramt af en kugle i skulderen.

Otto skulede ondt og gik ind i rummet for at gøre det af med ireren. Da han igen ville trykke på aftrækkeren, mærkede han Morgans kniv trænge ind i maven. Han styrtede forover, blodet sprøjtede ud og han stirrede lamslået af væmmelse. Hans Walther faldt på gulvet, og Morgan, der var fulgt efter molotovcocktailen gennem soveværelsevinduet, snuppede pistolen og satte fødderne i ryggen på tyskeren.

Enwright krøb frem fra sit skjul bag sofaen. Han blødte som et svin. Halvdelen af skulderen så ud til at være flænset. Blutgeld, der stadig havde en kniv i maven så på sine angribere i skæret af de flammer, der havde bredt sig fra soveværelset til mellemgangen og nu nærmede sig stuen.

»Hvem i al helvede er I?«, hvislede han.

Enwright rejste sig svajende op.

»Vi er IRA-folk, din møg-nazi. Aldrig glemme, aldrig tilgive! Hent geværerne, Damien og se efter i badeværelset om der findes en førstehjælpskasse. Vi må væk herfra så hurtigt som muligt. Sørg for også at finde bilnøglerne. Giv mig pistolen, jeg giver fyren en kugle!«

Morgan kastede pistolen til Enwright, løb ad mellemgangen i retning af soveværelset, men blev holdt tilbage af de voldsomme flammer. Mens han vaklede tilbage, så han, hvorledes hans kammerat greb ud efter pistolen, som han måtte have tabt. Fuld af rædsel måtte han se til, hvorledes den døende Blutgeld i dette øjeblik trak kniven ud af sin mave og stødte den i brystet på Enwright...

Morgan stirrede gennem vinduesviskerne på Blutgelds Mercedes.

Regnen piskede ned og han gjorde sig umage for at forblive i den højre vejbane. Enwright og Blutgeld var døde, huset lå tilbage i røg og aske, og han kørte rundt med en stjålen bil i et fremmed land, hvis sprog han ikke forstod. Han havde penge, men kendte ingen.

Han havde en Walther P. 38 med fem kugler og privatadressen på chefen for den britiske efterretningstjeneste. Hans selvtillid var ved at smuldre. Endnu engang havde han ikke slået til, og denne gang var hans kammerat, hans ven, der havde givet ham en chance til, omkommet, og det var hans skyld.

Foran ham dukkede de truende lys fra politiets vejafspærringer op. Han gav fuld gas og brasede gennem afspærringen. De hollandske politifolk skød med maskingeværer og ramte den bageste del af bilen og ødelagde bagruden. To kugler borede sig gennem førersædet. Bilen blev slynget ud mod de yderste vejstriber og tilbage til kørebanen igen, mens Morgan fortvivlet forsøgte at genvinde kontrollen over fartøjet.

Langsomt piblede blodet ned fra hans ene side og fra benet, han kæmpede for at bevare bevidstheden. Han begyndte at synge. En underlig sang, han slet ikke var klar over, at han kendte. Den syntes at komme til ham ud fra intetheden , fra hans underbevidsthed, som fra en drøm.

»Jeg er Brian Boy Magee og min tro er et skrig af had, mit fængsel, liv og kærlighed betyder intet mere for mig, hævnen det er mit mål«…

Der var kun ét for ham at gøre. Han måtte klare vejen tilbage til Amsterdam. Klokken var fem om morgenen.

*

Sir Alexander Hume var et vanemenneske. På hverdage forlod han altid sit hus præcis kl. 8.00 om morgenen. Morgen efter morgen kørte chaufføren nøjagtig kl. 7.55 limousinen frem fra parkeringskælderen fire husblokke nede ad gaden og parkerede foran nr. 24, det efeu-omkransede tre-etagers hus på den fornemme avenue Frans Hals.

Sir Alex’ livvagt, en tidligere soldat fra marinekommandoerne ved navn Logue, gik altid som den første ud af døren og kontrollerede den rolige gade. Chaufføren, Carstairs, åbnede bagdøren på bilen og præcis kl. 8.00 trådte spionagechefen ud på fortorvet, steg ind i bilen og blev kørt til arbejde.

Dette skete uden at vække den store opmærksomhed. Ingen af Sir Alex’ velhavende naboer vidste, hvad han beskæftigede sig med. For dem var han direktør for et britisk foretagende. Han arbejdede i byen og boede alene i huset – bortset altså fra hans tjener, hans chauffør og hans kammertjener. En mand af den gamle skole, en mand der levede og spiste alene, og undgik selv folk fra de øverste klasser.

Damien Morgan, hvis kræfter hurtigt svandt ind, ræsede med sin bil sidelæns ind i den træbeplantede gade. Vognen væltede om på den ene side, ramte en BMW der stod parkeret i vejkanten og blev stående.

Der var ikke meget tid tilbage, konstaterede Morgan. Han forsøgte forgæves at standse blødningerne fra arm og skulder. Det var kun et spørgsmål om tid, før de ville finde den stjålne bil. Og det var også kun et spørgsmål om tid, før han ville besvime. Han kiggede endnu engang på bykortet. Bare to gader mere. Enwright og han havde markeret huset, før de havde indledt det mislykkede angreb på Otto Blutgeld. Han måtte prøve at klare det til fods.

Som så ofte før afsikrede Louge den massive egetræsdør, åbnede den og tjekkede gaden af. På hans vink kørte Carstairs limousinen frem til kantstenen og steg ud. Sir Alex satte sin hat på hovedet og tog frakken på.

»Lige et øjeblik, Louge, jeg har glemt nogle papirer. Gå De bare udenfor, jeg er der om et par sekunder«.

Kl.7.58 slæbte Morgan sig ned ad gaden og bøjede ind i Avenue Frans Hals. Han tænkte på sin døde ven. Han tænkte også på Joe O’Sullivan og Reggie Dunne, to gamle IRA-folk, der under 1. Verdenskrig havde kæmpet i den britiske hær. To af Michael Collins’ mænd.

Den 22. juni 1922 havde de skudt feltmarskal Sir Henry Wilson, der var ansvarlig for den britiske terror i Irland, på trapperne op til hans hus i Belgravia, London. De blev fanget med det samme og henrettet umiddelbart efter. De var ikke kommet ret langt. O’Sullivan havde mistet et ben og kunne kun hinke. Og Dunne ville aldrig have ladt ham i stikken.

»Kamikaze-tid«, brummede Morgan.

»Nummer 24«.

Louge kiggede endnu engang ned ad gaden og fulgte de anvisninger, han havde fået. Han gik over gaden for at udveksle et par ord med Carstairs. Da Sir Alex hastede ned af trapperne med sin taske under armen, åbende Louge bilens dør for ham og stod med ryggen til Morgan, der kom humpende om hjørnet med sin Walther P.38 i hånden. På seks meters afstand affyrede Morgan tre skud mod Hume.

Morgan skød vildt omkring sig og de to første skud ramte helt ved siden af. Louge reagerede lynhurtigt, drejede omkring, trak sin pistol, skød én gang, ramte ireren i brystkassen og smed ham ned på jorden. Louge sprang fremad, trådte på Morgans hånd så han mistede grebet om pistolen og stod bøjet over ham med sin 9 mm Heckler rettet mod Morgans hoved. Et indestængt skrig fra chaufføren kaldte tjenerne til. Morgans tredje skud havde ramt Sir Alex, der var sunket sammen på fortorvet. Livssaften sivede ud af et flænset hul i hans hals.

Da vinduerne blev åbnet rundt omkring i husene på avenuen, da tjenerne forsøgte at ryste liv i deres herre, da Carstairs kastede op ud over bilen, kom døden – både til Sir Alex Hume, repræsentant af det britiske empire, tidligere student på Eaton og Oxford, og til Damien Morgan, arbejdsløs, ufaglært arbejder med skolegang i Stella-Maris-skolen i New Lodge Road. Louge anstrengte sig for at høre de sidste ord fra manden fra Belfast.

»Cuma linn, is cuma linn cogadh no sith. Marbhor sa codagh, no crocher san sith«

Hvis han havde forstået gallisk, ville han have genkendt det gamle irske ordsprog:

»Hvad gør det, hvis de dræber os i krig, når de alligevel hænger os i fredstid?

Han forstod det ikke.

For to frihedskæmpere fra Hundens celler, for Sir Henry Wakehurst, for Alexander Hume og for Otto Blutgeld var slaget forbi. Men det var krigen ikke, da den keltiske sammensværgelse – som altid – hurtigt tog sin fortsættelse.

Læs fortsættelsen

Hunden – 1. kapitel

Hunden – 2. kapitel

Hunden – 3. kapitel

Hunden – 4. kapitel

Hunden – 5. kapitel

Hunden – 6. kapitel

Hunden – 7. kapitel

Hunden – 8. kapitel

Hunden – 9. kapitel

Hunden – 10. kapitel

Hunden – 11. kapitel

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce