– Mine udtalelser de seneste dage har givet anledning til mange misforståelser, både om regeringens kurs og om mine egne holdninger. Det skal jeg være den første til at beklage.
Sådan lyder indledningen på dagens pressemeddelelse fra socialminister Eva Kjer Hansen, der i de seneste dage har været i politisk og mediemæssigt stormvejr på grund af sine udtalelser om, at større ulighed »skaber dynamik i samfundet«.
Den holdning fik et skud fra boven af statsminister Anders Fogh Rasmusen, der blankt afviste, at Venstre stræber efter ulighed:
– Det er ikke et mål at skabe større ulighed i samfundet. Det skaber efter min mening ikke mere dynamik. Målet er, at det altid kan betale sig at arbejde, og at de svageste i samfundet har det godt, udtalte Fogh.
Alligevel forsvarede Kjer Hansen i dag sine udtalelser i et læserbrev i Jyllands-Posten, hvor hun blandt andet skrev:
»Forudsætningen for, at de svagest stillede kan få det bedre, er faktisk, at indkomsterne stiger. At de rigere bliver rigere«.
Ministeren retter ind
Kort tid efter udsendte Eva Kjer Hansen imidlertid en pressemeddelelse, hvori hun »uforbeholdent« trækker sine udtalelser tilbage:
– Min fornemste opgave som socialminister er at arbejde for, at de svageste grupper i vort samfund får det bedre. Derfor må der ikke være den mindste usikkerhed om, at jeg som socialminister vil bekæmpe sociale skel, siger hun, og fortsætter:
– Det er ikke regeringens politik at øge uligheden i Danmark. Regeringen ønsker en afbalanceret økonomisk og social udvikling, som løfter de svagest stillede, og et samfund uden for store sociale og økonomiske skel.
Det går det imidlertid ikke så godt med.
200.000 fattige danske børn
Nye tal fra Danmarks Statistik fastslog for nyligt, at skellet mellem rige og fattige i Danmark bliver dybere. De rige bliver endnu rigere takket være skattestop og boom på boligmarkedet, mens de fattigste bare bliver fattigere. Især indvandrere mærker til den øgede fattigdom, viser flere rapporter.
En analyse, som Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har foretaget på basis af de nye tal, viser, at den rigeste tiendedel af Danmarks befolkning fik en indkomststigning på 1,3 procent i 2003. Samtidig faldt indkomsterne for den fattigste tiendedel med 1,9 procent.
Analysen slår desuden fast, at uligheden i det danske samfund er steget støt siden midten af 1990’erne.
Og ifølge en rapport fra Socialforskningsinstituttet, der blev udført i 2003 for Red Barnet, er 200.000 danske børn berørt af fattigdom. Problemet rammer især børn fra flygtninge- og indvandrerfamilier. Over halvdelen af alle børn med flygtninge- indvandrerbaggrund vokser op i familier, der tjener så lidt, at de kan betegnes som fattige, fremgår det af rapporten.
Stigende ulighed skader ikke
Men spørger man i Venstres politiske bagland, er det helt fint.
Både Venstres finansordfører Peter Christensen, kommunalordfører Leif Mikkelsen og den tidligere indenrigsminister for Venstre og medlem af folketinget, Britta Schall Holberg bakker i dagbladet Politiken op om socialministeren. Det samme gør VU’s formand, Karsten Lauritzen:
– Jeg ser ikke noget problem i, at de rige bliver rigere – og at de fattige bliver rigere. Hvis der bliver en lidt større ulighed, ser jeg det ikke som en stor katastrofe i et land som Danmark, som er meget lige. Man kan jo selv bestemme om man har lyst til at uddanne sig højt og tjene flere penge, eller om man ikke vil, udtaler han til Politiken.
Også den borgerlige tænketank Cepos toner ent flag, når det gælder holdningen til ulighed mellem rige og fattige. I et debatindlæg på tænketankens hjemmeside redegør cheføkonom Mads Lundby Hansen for, hvorfor samfundet har bedst af ulighed.
Mads Lundby Hansen er ikke uenig i, at den økonomiske ulighed i Danmark har været stigende i mere end ti år, »men det har ikke skadet samfundet. Tværtimod«, skriver han.
Ifølge Mads Lundby Hansen har strukturpolitiske tiltag som f.eks. sænkning af den øverste marginalskat, halvering af dagpengene for dem under 25-årige samt halvering af dagpengeperioden, så ledige kommer på den lavere kontanthjælp efter fire års ledighed alle trukket i retning af øget ulighed.
Men det bør ifølge cheføkonomen »være helt underordnet«, fordi de lave ydelser er et godt incitament for folk til at søge arbejde.
»Det, der gør folk til terrorister
Andre steder i det politiske landskab lyder der imidlertid helt andre toner.
Under overskriften »Ulighedsministeren slår til«, langer fagforbundet 3F’s formand Poul Erik Skov Christensen voldsomt ud efter Eva Kjer Hansen, som han beskylder for at have »et usselt menneskesyn«.
– Det er aldrig dokumenteret, at de dårligst stillede får det bedre af, at forskellen mellem rig og fattig bliver større. Det skaber snarere samfund med store spændinger og uro, siger Poul Erik Skov Christensen til fagforbundet 3F’s hjemmeside.
Også i Rådet for Socialt Udsatte advares der kraftigt mod den holdning som socialministeren – indtil i dag – lægger for dagen.
– Jeg mener, at det er et alvorligt spor socialministeren bevæger sig ind på. Alle undersøgelser viser, at jo rigere de rigeste i samfundet bliver, desto større bliver skellet også mellem den almindelige forbruger og de svageste i samfundet. Der kommer altså en skævvridning af samfundet, siger Rådets formand Preben Brandt til 3F.
Ifølge Cliff Kaltoft, der også er medlem af Rådet for Socialt Udsatte og sekretariatsleder for Landsforeningen af væresteder for stofafhængige og tidligere stofafhængige, skaber ulighed i samfundet kun frustrationer hos de svageste, og det kan i sidste ende gøre dem til samfundets modstandere, mener han.
– Hvis det ikke var fordi, at man kan få mad på bordet her i Danmark, så er det jo sådan noget som det, der gør folk til terrorister, siger Cliff Kaltoft til 3F.
Og Steen Viggo Jensen, der bl.a. er medlem redaktionsgruppen på de hjemløses blad, Hus Forbi efterlyser et eneste på, at de fattige også bliver rigere, når de rige bliver rigere:
– I forvejen er der tiltagende udstødning af samfundet, og så får man altså den her gruppe, der sørger for at der i hvert fald ikke bliver arbejdsløshed blandt sagsbehandlere og hele det der kommunale cirkus. Vi får bare en ny slags klassekamp: de rige mod de fattige, siger han til 3F.
Fra den parlamentariske opposition lyder der ros fra både Enhedslisten og Socialdemokraterne til socialministeren for at være ærlig om, hvad regeringens politik går ud på.
SF vil fremsætte et mistillidsvotum i Folketinget til Eva Kjer Hansen, mens Dansk Folkeparti truer med at vælte regeringen, hvis det bliver den officielle politik at hylde ulighed.
Af Martin Lindblom/Monsun
Læs artikel på 3F: »Eksperter langer ud efter Eva Kjer«
Læs artikel på 3F: »Ulighedsministeren slår til«
Læs artiklen »Uligheden fortsætter himmelflugten« i Ugebrevet A4
Læs mere om »Den ny fattigdom« hos Red Barnet
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96