Annonce

27. september 2005 - 12:56

Uligheden kulegraves

Socialminister Eva Kjer Hansen (V) blev grillet gennem længere tid, da hun fredag var til åbent samråd om hendes holdninger til ulighed i det danske samfund.

Enhedslisten, SF og Socialdemokraterne skød med skarpt på ministeren, og hendes pludselige humørskift, der af flere opfattes som mere taktisk end oprigtigt, ikke mindst fordi det er kommet frem, at Kjer Hansen ofte er kommet med lignende udtalelser.

Derfor blev hun kaldt til samråd med Folketingets socialudvalg, som trak de sidste tænder ud på ministeren. Efter mødet valgte hun nemlig at trække alle udtalelser, hun gennem sin ministertid har givet om emnet, tilbage. Hun forklarede på et pressemøde, at hun har fortrudt sin holdning, og fremover sammen med regeringen vil arbejde for en øget velstand.

Med dette tilbagetog er Dansk Folkeparti stillet tilfreds, og dermed kan der ikke samles flertale for det mistillidsvotum, som SF vil fremsætte i Folketinget.

Til gengæld blev socialministeren presset til at gennemføre en undersøgelse blandt landets svageste for at høre, om uligheden efter deres mening er blevet større. Kirkens Korshær, de hjemløse og andre frivillige organisationer skal efter planen deltage i en redegørelse, der viser, hvordan de frivillige organisationer føler udviklingen.

Tallene taler

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) har ellers netop på baggrund af tal fra Danmarks Statistik og Finansministeriet dokumenteret, at det økonomiske gab mellem rige og fattige, er vokset permanent siden midt i 1990’erne.

I en helt ny korrigeret rapport fra AE, offentliggjort sidste fredag, slås det endnu engang fast, at de rigere bliver rigere, mens de fattige bliver fattigere. Det er stik imod den udvikling, Socialministeren indtil for nyligt slog til lyd for.

Ifølge de holdninger, hun nu officielt har fortrudt – men som stærke kræfter i hendes politiske bagland fortsat sværger til – vil øget rigdom nemlig trække de fattige med op, ligesom økonomisk ulighed generelt virker som et incitament for fattige til at give den ekstra skalle.

Men de tørre tal siger altså noget helt andet. Godt nok er indkomsten efter skat i gennemsnit steget med 1,7 procent om året blandt de erhvervsaktive

aldersgrupper i perioden 1995 til 2003, skriver AE i sin rapport.

De rige bliver rigere

Men denne stigning er meget skævt fordelt. På den ene side har de fattigste 10 procent af de 25-59 årige oplevet et gennemsnitligt årligt fald i den reale disponible indkomst på 0,1 procent, mens de 10 procent rigeste har oplevet en årlig realvækst på 2,7 procent.

Det vil med andre ord sige, at den fattigste indkomstgruppe i 2003 havde 300 kr. mindre til forbrug end den fattigste gruppe havde i 1995.

Omvendt havde de rigeste 10 procent fået 64.400 kr. mere til forbrug end den tilsvarende gruppe havde i 1995.

»Det viser tydeligt, at indkomstforskellene er blevet større i perioden«, konkluderer AE, og fortsætter:

»At den indkomstmæssige ulighed er steget, kan alternativt illustreres ved, at de rigeste 10 procent i 1995 havde en disponibel indkomst, der var 3,8 gange større end de fattigste 10 procent. Dette forhold er steget til 4,7 i 2003. Forskellen mellem rig og fattig er med andre ord blevet større«.

Af Martin Lindblom/Monsun og Anya Palm

Download rapporten »Indkomstuligheden stiger fortsat« fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (pdf)

Læs artiklen »Socialminister på glatis« på Modkraft

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce