Annonce

13. oktober 2005 - 0:57

Integration over hækken

Regeringens integrations-forslag er præget af en voldsom fokusering på arbejdsmarkedet. Alle partier er enige i den prioritering, men Dansk Flygtningehjælp har alligevel drejet fokus en anelse for at studere integration i privatsfæren. Det er for eksempel legeaftaler med børnene, snak over hækken og venskaber med flygtninge og indvandrere.

Integration 50/50

Den dårlige nyhed er, at knapt 45 procent af danskerne mellem 16 og 50 år i undersøgelsen, mener at det er »usandsynligt«, at de vil gøre noget aktivt for at møde flygtninge og indvandrere personligt.

13 procent vil »helt sikkert« gøre noget aktivt, mens 37 procent »sandsynligvis« vil gøre en aktiv indsats for den personlige integration.

I den anden interviewgruppe i undersøgelsen svarer 87 procent af flygtninge og indvandrere, at de vil gøre noget aktivt for at møde danskere og snakke mere med dem.

Danskerne tolerante, indvandrere lukkede

Integrationsminister Rikke Hvilshøj er halvvejs glad for undersøgelsen. Hun mener, at den sammen med en undersøgelse fra Eurobarometer, viser, at danskerne er tolerante.

Til gengæld er hun »noget overrasket« over 13 procent af flygtninge og indvandrere ikke vil gøre noget aktivt for at møde etniske danskere. Det er ifølge integrationsministeren »en lukkethed over for deres nye land«, og hun konkluderer, at det »skal vi have gjort noget ved«.

Ministeren uddyber ikke, hvad der skal gøres ved de danskere, der ikke aktivt vil opsøge kontakt med flygtninge og indvandrere.

Af Linda Hansen/Monsun

Læs mere om undersøgelsen hos Dansk Flygtningehjælp

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce