Aktivisten Turi Vaccaro fra fredsorgansisationen Ploughshare blev den 27. oktober ved retten i Holland idømt seks måneders fængsel og en erstatning på 750.000 euros (knap 5,6 millioner kroner) til hollandske forsvarsministerium. I fald han ikke betaler, bliver fængselsstraffen forlænget med et år.
Turi Vaccaro ødelagde den 10. august to F-16 jagerfly på Woensdrecht-basen med en hammer som en protest mod den ulovlige oplagring af atomare våben på en anden hollandsk militærbase.
Våben til plovskær
Aktionen skete til minde om amerikanernes atombombardementer af af de japanske byer Hiroshima og Nagasaki ved afslutningen af Anden Verdenskrig for 60 år siden.
Både Turi Vaccaro og hans advokat var chokerede over, at hans stærke motivation ikke blev opfattet som en formildende omstændighed, og overvejer nu at appellere til en højere retsinstans.
Turi Vaccaro har nu indledt en sultestrejke, og i Italien, hvor Vaccaro har spillet en aktiv rolle i fredsbevægelsen, har flere andre indledt sultestrejker i solidaritet med ham.
Ploughshare-bevægelsen opererer i en lang række lande, hvor aktivisterne udfører aktioner mod blandt andet militærbaser. Bevægelsen arbejder på grundlag af Biblens lignelse om at smede sværd om?til plovskær, og har vundet flere retssager.
Mest kendt i Danmark er sagen om fredsaktivisten Ulla Røder, der i 1999 sammen med to kvinder smadrede et militært forsøgslaboratorium i Skotland. De blev kendt som »The Trident Three«, og blev senere samme år frikendt for den omfattende aktion. Billedet her på siden viser de tre bevæbnet med hamre på vej til aktionen.
Af Martin Lindblom/Monsun
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96