Landsforeningen Af nuværende og tidligere Psykiatribrugere (LAP), som repræsenterer hundredetusindvis af danskere, som har »ondt i sjælen« – og modtager hjælp for det – indkalder til demonstration mod et lovforslag, som sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har sat på banen.
Forslaget går ud på at tildele overlægerne på hospitalet ret til at forlange medicinering af udskrevne patienter – og hvis de ikke opfylder dette, at hente dem ind på hospitalet med politiets hjælp og tvangsmedicinere dem, selvom de ikke er sindssyge på det tidspunkt.
Samtlige hospitalsfaglige organisationer har taget afstand fra lovforslaget, som de mener vil genopvække »gøgeredepsykiatrien« og fjerne det tillidsforhold mellem behandlet og behandler, som den nye psykiatri er ved at opbygge.
Forbeholden opposition
For brugerne af psykiatrien er det selvsagt ubehageligt at blive hentet i hjemmet, ført ind på hospitalet og udsat for vold.
»Der må være andre måder at gøre det på«, mener LAP.
–Vi er mennesker – og ganske få af os har gjort noget kriminelt – hvorfor skal vi så mishandles, siger et medlem af LAP.
Opposititionen i Folketinget er forbeholden over for forslaget, mens Dansk Folkepartis holdning til spørgsmålet endnu ikke kendes.
Af Mårten Breum
Demonstration mod ambulant tvang
Mandag den 6. februar kl. 13.30
Christiansborg Slotsplads
Arr.: LAP
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96