En stak aviser, der sandsynligvis var vædet med brandbar væske, blev natten til lørdag antændt ved døren til det kulturcenter på Vibevej, der bl.a. huser den islamiske menighed Ahlul Bait, skriver TV2 Nyhederne.
Ilden blev opdaget af en forbipasserende, der reagerede ved at kaste vand på ilden, så flammerne ikke bredte sig.
Brandtrusler
Andre muslimske kulturcentre er tidligere blevet udsat for trusler om ildspåsættelse. Islamisk Trossamfund i moskéen på Dortheavej i Københavns Nordvest-kvarter blev i januar udsat for telefoniske trusler om brandattentat.
Islamisk Trossamfund meldte truslen til politiet, men politiet ville i første omgang ikke gøre noget ved sagen, fordi truslen ikke blev vurderet som alvorlig. Siden er der dog sat efterforskning igang, og sagen er indberettet til Politiets Efterretningstjeneste, som politikredsen er forpligtet til.
Brandattentater mod moské i Malmø
Attentater mod moskéer er ikke ukendte fænomener.
I efteråret 2005 blev en moské i Malmø to gange udsat for brandattentat med en måneds mellemrum. Ukendte gerningsmænd kastede her benzinbomber gennem bygningens ruder. Den ene gang forrettede ilden skader for over en million svenske kroner og en libysk gæst måtte en tur på hospitalet. Gæsten kunne udskrives dagen efter.
I 2003 blev samme moské udsat for et lignende brandattentat. Her kostede skaderne over 17 millioner svenske kroner.
Af Ole Wugge Christiansen/Monsun
Læs artiklen »Politiet undersøger trusler mod moské« på Paagaden.dk
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96