Op mod 50 betjente stormede onsdag den 31. maj lokalerne, hvorfra den svenske fildelingsservice The Pirate Bay drives. Midt på dagen lukkede siden ned, da politiet beslaglagde serverne, og det gik også ud over de andre hjemmesider, der lå på dem, bl.a. Piratbyrån, der er en søsterorganisation til den danske Piratgruppe.
Politiet vildledt
Politiet sigter tilsyneladende folkene bag The Pirate Bay for brud på ophavsrettighederne, men det afviser piraterne blankt.
The Pirate Bay har omgående åbnet en midlertidig hjemmeside, og Piratbyrån har udsendt en pressemeddelelse om beslaglæggelserne:
– Antipiratbyrån (svarer til den danske Antipiratgruppe, red.) har åbenbart vildledt politiet i dette tilfælde. De har åbenbart overbevist inkompetente politifolk om, at de pågældende servere er fyldt med ophavsretbeskyttet materiale. Det er et groft misbrug af skattekroner, siger Tobias Andersson fra Piratbyrån.
Fildeling er en hydra
Den danske Piratgruppe har ligeledes udsendt en pressemeddelelse om sagen:
– Det er trist, at politiet går til disse yderligheder i det håbløse forsøg på at stoppe fildeling. Selvom The Pirate Bay er store, står de stadig kun for en brøkdel af de milliarder af filer, der frit deles. Fildelingen vil fortsætte ligegyldigt, hvad myndighederne foretager sig, siger Piratgruppens talsperson, Sebastian Gjerding.
Samme holdning finder man hos svenskerne:
– Rent praktisk betyder det her selvfølgelig intet for verdens fildelere. Der findes tusindvis af andre sider eller netværk, hvor de kan få, hvad de vil have. Folk skifter bare sted. Fildelingen fungerer ligesom en hydra, hugges et hoved af, vokser der hurtigt to nye ud.
Den svenske Antipiratbyrån er til gengæld glade for politiaktionen:
– Det er godt, at det svenske politi nu prioriterer denne type kriminalitet. Det er ophavsretten, som finansierer nyskabelser inden for film, computerspil, musik og anden kultur. Den, som krænker ophavsretsloven, stjæler fra fremtidens skabere og biografpublikum. Derfor er lukningen af The Pirate Bay godt for alle os, som værdsætter nye film og underholdning, siger Henrik Pontén, jurist i det svenske Antipiratbyrån.
Af Martin Lindblom/Monsun
Se Piratbyråns midlertidige nyhedsside
Se den danske Piratgruppes hjemeside
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96