Dagbladet Arbejderen, der udgives Kommunistisk Parti (den nye
partisammenslutning bestående af DKP/ML og Kommunistisk Samling), overlever med nød og næppe. Avisen stod ellers foran en lukning på grund af regeringens nye portoregler, der krævede, at avisen øgede antallet af abonnenter kraftigt.
Og det må siges at være tilfældet. På kun tre måneder har det truede dagblad fået 825 nye abonnenter og oven i købet indsamlet over en million kroner. Dermed er Arbejderen berettiget til at modtage portostøtte på linie med de øvrige dagblade.
– Det er en sejr for ytringsfriheden i Danmark, at Arbejderen overlever. Vi er stadig en lille avis, men vi er utroligt glade for, at vi fremover kan blive ved med at sætte en anden dagsorden end de etablerede medier, siger Arbejderens redaktør, Birthe Sørensen i en pressemeddelelse.
Ifølge Birthe Sørensen skal den imponerende opbakning ses i sammenhæng med »det politiske stemningsskifte, som er i gang i Danmark«, og hun mener, at støtten er et resultat af, at »Arbejderen i dag er det eneste dagblad med nære bånd til arbejderbevægelsen«.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96