51 procent af de 16-19-årige mener, at der er for stor forskel på rige og fattige i Danmark. Det viser en meningsmåling, som Epinion har gennemført for Ugebrevet A4 blandt 1.278 unge.
De unge går altså op i den igangværende debat om ulighed i samfundet, og politisk kan det få betydning ved et kommende valg.
Af de adspurgte vil hele 45 procent nemlig stemme på enten Socialdemokraterne, SF, Det Radikale Venstre eller Enhedslisten, skriver A4.
Johannes Andersen, der er samfundsforsker og lektor ved Aalborg Universitet, advarer dog venstrefløjen mod at håbe alt for meget på de unges stemmer ved næste valg:

– De unges holdninger til samfundets indretning har ikke nødvendigvis den store sammenhæng med, hvad de stemmer. Man kan i vidt omfang sige, at stemmeafgivning for de unge er løsrevet fra det samfundsmæssige perspektiv. Det er noget nyt og særligt kendetegnede for denne ungdomsgeneration, siger han til A4.
Ifølge A4’s undersøgelse er det de unge fra lavindkomstfamilier, der er mest kritiske over for forskellen mellem rig og fattig.
56 procent af de unge fra familier med en årlig husstandsindkomst på under 200.000 kroner angiver, at forskellen mellem rig og fattig er for stor, mens det samme kun gælder 38 procent af de unge fra familier, hvor husstandstandindkomsten er højere end 600.000 kr.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96