Annonce

12. oktober 2007 - 13:30

Asylpolitik ikke kun ansvar for politikere

– Vi må ikke overlade ansvaret for at skabe en human asylpolitik til Folketinget, Dansk Røde Kors eller Udlændigeservice eller andre abstrakte instanser. Vi skal selv handle, og vi kan alle bidrage til at gøre en stor forskel, udtaler præsten Leif Bork Hansen.

Modkraft.dk har kontaktet ham i anledning af, at også Lægeforeningen nu har meldt sig ind i det kor af stemmer, der skarpt kritiserer den danske asylpolitik og især forholdene i landets asyllejre.

JPEG - 21 kb
Foto: fynske antifascister

– Vi må holde op med at tro, at det er noget, som andre tager sig af. Jeg frygter, at indvandrer- og asylpolitikken ikke bliver grundlæggende anderledes, bare fordi vi får en ny regering, udtaler Leif Bork Hansen, der blev landskendt og pådrog sig Pia Kjærsgaards store vrede, da han indrømmede, at han hjalp med at skjule flygtninge.

Tag ud og besøg et asylcenter
På spørgsmålet om, hvad sociale og folkelige kræfter kan gøre, svarer han:

– Man må aldrig spørge, hvad man kan gøre. Man skal bare handle. Skriv et brev til integrationsminister Rikke Hvilshøj. Det er muligt at ændre på tingene. Jeg kender mange, der har forhindret hjemsendelse af flygtninge ved at skrive breve eller starte kampagner i deres lokalområder.

– Tag ud og se et asylcenter. Besøg de mennesker, det hele handler om, opfordrer præsten.

– Og for alt i verden: Lad være med at tænke på, om du har den rette uddannelse eller stilling.

Socialdemokraterne svigter
Selvom det er den nuværende borgerlige regering, der bærer hovedansvaret for den kritisable situation, skåner Leif Bork Hansen ikke socialdemokraterne, der efter hans opfattelse har svigtet deres historiske værdigrundlag med højredrejningen i indvandrerpolitikken:

– Det er dybt beklageligt, at socialdemokraterne nu begrænser sig til at tage sig af svage danskere. De kan ikke finde ud af at sige fra overfor Dansk Folkeparti. Men samtidig er det selvfølgelig rigtigt nok, at der er tale om en svær situation: Ser bare, hvordan et enkelt tørklæde ser ud til at kunne sende et helt parti ud af Folketinget, tilføjer han med henvisning til opstandelsen omkring Asmaa Abdol-Hamid’s kandidatur til Enhedslistens Folketingsgruppe.

På vej til at blive et lukket samfund
En ny undersøgelse offentliggjort i Ugeskrift for Læger viser, at hver tredje barn i asylcentrene lider af en eller anden form for psykisk lidelse. Selvmordsforsøg er udbredt og mange børn er angiveligt bange for at forlade deres forældre, f.eks. for at gå i skole, af frygt for, at forældrene skal begå selvmord. Hvad indikerer det, at vi som samfund tolererer sådanne forhold?

– At vi er ved at udvikle os til et samfund, der vil det anderledes til livs. Men hvis der ikke er plads til forskellighed, så har vi ingen fremtid. Den tid er forbi, hvor Danmark var et homogent samfund. Jeg får lyst til at citere Martin Luther King, der sagde: »Hvis vi ikke kan lære at leve sammen som brødre, så vil vi dø sammen som fjolser.«

Afviste flygtninge skal ikke bare rejse hjem

Men når man konfronterer regeringen med forholdene i landets asylcentre, så siger de, at der er tale om afviste asylansøgere. Skal folk ikke bare rejse hjem?

– I mange tilfælde er deres hjemlande stadig præget af krig, det gælder eksempelvis meget tydeligt i irakernes tilfælde.

– Men vigtigst er måske, at det danske asylsystem langtfra er ufejlbarligt: Mange afviste burde ikke være afvist. Jeg har ofte været med til at forhindre en fejlagtig hjemsendelse i sidste øjeblik - når flygtningene stod med det ene ben i flyveren på vej hjem til en uvis skæbne.

– Og dertil kommer jo, at vi faktisk er med til at skabe flygtningeproblemet ved at være krigsførende nation i Irak og Afghanistan. Den danske regering tager ikke ansvar for sine egne handlinger, pointerer Leif Bork Hansen.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce