Det er ikke bare privatlivets fred, der er under angreb med terrorlovgivningens bestemmelser om, at internet-udbydere forpligtes til at opbevare logfiler over al data- og telekommunikation i et år. Også journalister risikerer at få afsløret deres kilder.
Derfor vil IT-Politisk Forening på vegne af It-fagforeningen Prosa undervise journalister i, hvordan de kan kryptere deres informationer.
På kurset med titlen »Krypteringskursus for journalister«, der afholdes i starten af november, vil foreningen bl.a. give journalisterne forskellige redskaber til at holde informationer og kilders identitet skjult.

– Anledningen er selvfølgelig terrorlogningen, men det er også ment som generelt kildebeskyttelse. Hvordan man for eksempel holder sin harddisk krypteret. Det kan være relevant, hvis man arbejder i andre lande, siger formanden for IT-Politisk Forening, Niels Elgaard Larsen til it-magasinet Comon.dk.
Kilder frygter afsløring
Prosa og IT-Politisk Forening har i forvejen distribueret tusindvis af cd’er med anonymiseringsværktøjet TOR (The Onion Router), der gør det muligt at færdes anonymt på nettet, og det er netop et af de redskaber, som journalisterne skal lære at tage i brug.
Niels Elgaard Larsen giver som eksempel, at journalisterne skal lære deres kilder at bruge anonymiseringsværktøjet, hvis de vil skrive anonymt på avisens hjemmeside. Konkret nævner han den tidligere efterretningsofficer i Forsvarets Efterretningstjeneste, Frank Grevil, der henvendte sig til Berlingske Tidende med sin viden om grundlaget for Irak-krigen.
Niels Elgaard Larsen frygter, at den slags kilder ikke længere vil turde henvende sig af frygt for risikoen for at blive sporet.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96