Annonce

5. november 2007 - 9:11

Integrationsministeriet lyver for de irakiske myndigheder

Den danske regering har over for de irakiske myndigheder løjet om afviste asylansøgeres vilkår i Danmark, skriver Nyhedsbrevet 3F. Det er sket samtidig med, at de danske myndigheder har forhandlet med irakerne om en tilbagetagelsesaftale.

JPEG - 37.8 kb
Irakiske asylansøgere ved Sandholmlejren ved Bedsteforældre for Asyl’s demonstration den 21. oktober 2007. Foto: Freddy Hagen.

I et notat fra Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration under Rikke Hvilshøj hedder det blandt andet, at afviste asylansøgere får økonomisk støtte.

Men det passer ikke: De fik, da notatet blev lavet, kun kost og logi – intet andet.

Rygter om umenneskelighed i Bagdad
Notatet fra Ministeriet er skrevet til et møde i Bagdad i september 2006, fordi der i begyndelsen af 2006 opstod rygter i Irak om, at de irakiske asylansøgere i Danmark blev behandlet umenneskeligt og at den danske regering havde stoppet udbetalingen af økonomisk støtte.

Ministeren for det irakiske migrationskontor, der forhandlede med den danske regering, bad de danske myndigheder om at stoppe chikanen.

Den irakiske ministers klage over behandlingen af asylansøgerne i Danmark fremgår af en e-mail, som Per Asp Larsen, der var ambassaderåd i Bagdad, sendte til en kollega, Thure Christiansen, i udenrigsministeriet i Danmark den 13. februar 2006.

Der står heri, at den irakiske minister ved, at den danske regering har stoppet for udbetaling af økonomiske økonomiske ydelser til irakerne »i et forsøg på at tvinge dem tilbage til Irak«, og at den irakiske minister har sendt en pressemeddelelse ud i Irak, om at den danske regering skal stoppe chikanerierne.

Per Asp Larsen slutter e-mailen med kommentaren: »Ambassaden skal bemærke, at det trods en række pædagogiske forsøg ikke er lykkedes at få ministeren til at acceptere, at gruppen i udsendelsesposition ikke er flygtninge pr. definition.«

Klagen fra den irakiske minister blev i maj 2006 også sendt til FN’s generalsekretærs særlige udsending i Irak, Ashraf Qazi – og det fik de danske myndigheder til at reagere med et notat, hvori der optræder to åbenlyse løgne.

Første løgn: Alle modtager økonomisk støtte
Notatet er er dateret den 21. september og skrevet af Ministeriet for Flytninge, Indvandrere og Integration. Intensionen er, hedder det i indledningen, at rette op må »misforståelser« og »ukorrekte informationer« om irakernes forhold i Danmark.

Ministeriet nægter blankt, at irakerne behandles dårligt, og der står »at alle asylansøgere, uanset nationalitet, får udbetalt får økonomisk støtte i form af kontanter til at købe mad, tøj og som lommepenge«.

Ministeriet modererer dog udsagnet ved at skrive, at afviste asylansøgere kan få indraget deres økonomiske støtte (»might have their financial benefits withdrawn«), underforstået i visse tilfælde

Det er lodret løgn:

De afviste irakiske asylansøgere får på dette tidspunkt alene kost og logi – og ingen økonomiske ydelser. Deres behov for tøj får de vækket ved at få udleveret brugt tøj hver sjette måned.

Det er først den 16. august i år, at irakiske asylansøgere har fået mulighed for selv at købe og lave mad – tidligere har de spist deres måltider i flygtningelejrenes kantiner.

Regeringen tillod først for to måneder siden, at asylansøgere mulighed for vælge at modtage 495 kr. pr voksen hver anden uge, der skal dække både mad til familien og midler til personlig pleje.

De, der fortsat foretrækker kantinen, får stadig ingen kostpenge, men får udleveret en æske med blandt andet sæbe, shampoo og tandpasta til personlig pleje hver 14. dag.

Anden løgn: Postulat om generelle forbedringer
I notatet står der også, at regeringen i maj 2006 afsatte betydelige midler til forbedringer af leveforholdene i centrene:

»Det skal tilføjes, at det danske parlament i maj 2006 godkendte at tilvejebringe væsentlige midler til forbedring af levebetingelserne i den danske asylcentre, herunder forholdene for familier med børn«.

Det er heller ikke rigtigt.

Regeringen bevilgede godt nok 37 millioner kroner, men de var øremærkede forbedringer for asylbørnene efter massiv kritik i medierne.

Dansk Røde Kors bad om penge til at kunne forbedre boligforholdene, men regeringen gav afslag – og alligevel hedder det i notatet i forlængelse af forrige citat:

»Forbedringerne indbefatter forbedringer af kvaliteten af de bygninger, som asylansøgerne bor i, og bedre kvalitet af inventaret i bygningerne«.

Notatet konkluderer derfor på næstsidste side:

»Afviste asylansøgere i Danmark får en fair behandling og bliver under ingen omstændigheder udsat for chikanerier fra hverken offentlige eller private aktører«

Notatet nævner intet om, at de afviste asylansøgere to gange om ugen skal møde op hos politiet, hvor de bliver bedt om at forlade landet.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce