Annonce

21. januar 2008 - 15:39

Læger: Aftale svigter asylbørn

Asylaftalen giver 50 familier, eller 170 personer, ret til at flytte uden for asylcentrene tre år efter de har fået afslag på asyl. Ifølge en række eksperter, som har beskæftiget sig med danske asylbørn, sætter man asylpolitikken højere end børnenes sundhed.

– De tre år er tilfældige. Reelt kan der gå fire-fem år, når familierne først skal vente på et afslag, og det virker ud fra en lægefaglig vurdering som lang tid, siger formand for Lægeforeningen Jens Winther Jensen til Information.

JPEG - 37.9 kb
Læger kritiserer den nye asylaftale for ikke at tage nok hensyn til flygtningebørnene. Foto: Freddy Hagen

Han erkender, at der skal sættes en tidsgrænse, men peger på, at det lange ophold øger risikoen for psykiske skader.

– Med aftalen erkender man, at det er en belastning at sidde i et asylcenter. Jeg havde gerne set, at opholdsperioden var kortere. Ud fra et forebyggelsessynspunkt er jeg ikke sikker på, at det løser problemet i forhold til, at kommende asylansøgere vil udvikle psykisk sygdom, siger lægeformanden.

Jens Winther Jensen beklager, at politikerne har begrænset aftalen til kun at omfatte børnefamilier fra Irak, Iran, Somalia og Kosovo:

– Igen virker det tilfældigt. Sygdom kender ikke geografiske grænser, siger han.

Sundhed tilsidesættes
I efteråret viste en dansk undersøgelse af asylbørns psykiske helbred, at 35 procent af de 4 til 16-årige viste tegn på psykiske lidelser.

Bag undersøgelsen står blandt andre læge Marie Nørredam fra Institut for Folkesundhedsvidenskab ved Københavns Universitet. Hun siger til Information, at såvel dansk som international litteratur dokumenterer, at sygdomsfrekvensen stiger i takt med opholdstidens længde:

– Vores foreløbige resultater tyder på, at den psykiske sygelighed stiger markant allerede efter et år, hvilket passer med de praktiske erfaringer fra Røde Kors.

Marie Nørredam er derfor ikke i tvivl om konsekvensen af, at børnene skal vente tre år efter et afslag:

– Det virker for sent, hvis man reelt vil hjælpe. Det er et svigt af børnene, hvis hensigten er at forebygge psykiske lidelser. Man vælger asylpolitik over sundhedspolitik - ville man gøre det samme med danske børn, spørger hun.

Og heller ikke ifølge Marie Nørredam er der ingen ræson i at udvælge fire nationaliteter.

Integrationsordfører Morten Østergaard (R) peger på, at centrene er indrettet til, at voksne opholder sig der i højst 12 måneder.

– Derfor er det menneskeligt uacceptabelt, når man kræver, at asylansøgerne skal vente i mere end tre år. Desuden betyder kvoten på 170 personer, at ikke alle børn kommer ud, og det er helt uansvarligt, når man har erkendt, at de tager skade, siger han.

Dansk Folkepartis næstformand, Peter Skaarup, afviser kritikken:

– Selvfølgelig skal børn med vanskeligheder have hjælp. Det får de på centrene, hvor der er fagfolk til at tage sig af dem, siger han til Information og påpeger, at der i den nye asylaftale er afsat penge til at øge indsatsen over for asylbørn med psykiske problemer.

Oppositionen fra Enhedslisten til Ny Alliance har indkaldt Folketinget til en hasteforespørgsel om aftalen. Debatten tager afsæt i statsministerens formulering fra valgkampen om »hurtigst muligt at finde en løsning for de afviste irakiske asylansøgere, som et bredt politisk flertal skal stå bag«

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce