For fjerde aften i træk var København tirsdag den 13. februar scene for ildspåsættelser og småsammenstød mellem politi og grupper af unge med indvandrerbaggrund.
Urolighederne blev udløst af en episode i Griffenfeldtsgade på Nørrebro lørdag den 9. februar. Her blev en ældre palæstinensisk mand behandlet hårdhændet af politiet, hvilket ophidsede kvarterets unge, der i forvejen føler sig chikaneret af politiets visitiationspolitik og massive tilstedeværelse i området.

I modsætning til de forgående aftener, hvor urolighederne har været begrænset til især Nørrebro og til dels Vesterbro, involverede de tirsdag store dele af København og omegn. Omkring kl. 23.00 oplyste flere medier, at der var blevet antændt containere og biler på Nørrebro, Vesterbro, Sydhavnen, Tingbjerg, Valby, Hvidovre og Tåstrup.
Også i Gellerupparken i Århus var der ifølge TV2 News uro, og taktikken med bilafbrændinger og eksistensen af samtidig uro i flere byer og bydele giver mindelser i retning af Frankrig, hvor der i de store byer mere eller mindre konstant ulmer en konfrontation mellem politi og unge.
Hårdhændet anholdelse ved Folkets Hus
En særdeles hårdhændet anholdelse af fire unge fra det venstreradikale miljø ved Folkets Hus i Stengade på Nørrebro fik små grupper af aktivister til at dukke op i området, dog uden at de for alvor involverede sig i begivenhederne.
Ifølge politiet havde de fire kastet sten efter et forbikørende politikøretøj, hvilket fik en større gruppe betjente til at jage dem ind i Folkets Park ved Stengade og hen til Folkets Hus’ indgangsdør, hvor de blev overmandet og kastet op ad en parkeret bil.
En unge kvinde, der stod presset op ad bilen, fik på et tidspunktet hovedet banket ned i bilens tag, og de stærkt ophidsede betjente vred de anholdtes hænder og arme rundt med stor kraft, selvom de ikke gjorde modstand, ligesom enhver kommentar blev mødt med højlydt og aggressive »hold kæft« og lignende.
Da betjentene førte de anholdte væk, nærmest halvbar de en unge mand ved at trække hårdt op i hans bagudstrakte arme i en åbenlyst smertefuld stilling.
På Nørrebro var de sidste brande slukket omkring kl. 21.30 og situationen var stort set rolig. Politiet patruljerede massivt i kvarteret.

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96