Annonce

14. februar 2008 - 22:35

Fortsat uroligheder flere steder

Først på aftenen den 14. februar kom det atter til småuroligheder flere steder i landet med afbrændte biler og containere. Ifølge Ritzau er der sat ild til containere i Valby, Amager, Vesterbro og Nørrebro i København, mens der i Kokkedal nord for hovedstaden skulle være brændt op til otte biler af. I Århus er der ligeledes flere steder sat ild til containere.

Ifølge Ekstra Bladet er der også sat ild til biler i Birkerød og Farum, ligesom der skal være optræk til uro i Bagsværd.

I Kalundborg, hvor der både tirsdag og onsdag blev sat ild til containere, forventer politiet også nye uroligheder.

– Det ville være naivt at tro andet, siger vagthavende ved Midt- og Vestsjællands Politi til jp.dk.

Og selvom der er kaldt ekstra mandskab ind er den vagthavende noget opgivende:

– Hvis byens unge mennesker beslutter, at byen skal brændes af, så har vi meget svært ved at standse dem, lyder meldingen således.

Relativ ro på Nørrebro
På Nørrebro patruljerer politiet massivt i et forsøg på at holde eventuelle uromagere i kort snor. Politiets mandskabsvogne »kører kofanger ved kofanger«, som Modkrafts udsendte formulerer det.

Men bortset fra enkelte småepisoder er der relativt roligt i bydelen. Tidligere på aftenen sluttede den ugentlige torsdagsdemonstration for et ungdomshus i Istedgade på Vesterbro. Efterfølgende gik en mindre flok derfra til Folkets Park i Stengade, hvor der onsdag nat var flere sammenstød og bål. Kort efter blev et bål tændt på fortovet i Stengade ud for parken.

Torsdagsdemonstrationen gik fra Gammel Torv i Indre By, og da demonstranterne på et tidspunkt ville passere gennem Københavns Hovedbanegård udløste det ifølge demonstranterne en meget voldsom anholdelse af en kun 13-årig pige.

Ved midnatstid henligger Nørrebro stort set fredeligt. Både de unge fra ungdomshus- og indvandrermiljøet har forladt området omkring Folkets Park, der siden lørdag har været urolighedernes centrum.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce