Annonce

24. maj 2008 - 19:12

Asylaktivister optrapper mobilisering mod udvisninger

– Vi vil gøre, hvad vi kan for at stoppe udvisningerne.

Budskabet fra aktivisterne i den til lejligheden oprettede aktionsgruppe »Stop Udvisningerne« er kort og kontant. Hvis myndighederne forsøger at udvise flere flygtninge til Irak, vil et større antal medlemmer af forskellige asylpolitiske og antiracistiske grupper – samt deres sympatisører – skabe ravage i Kastrup Lufthavn.

JPEG - 194.1 kb
Asylaktivister og antiracister forbereder aktioner og blokader for at forhindre flere udvisninger af flygtninge til Irak. Her demonstrerer unge mod de europæiske staters udvisninger af asylansøgere. Arkivfoto: Morten Rode/Monsun

Med blokader, bannere, slagord samt »overraskelser«, som de ikke har lyst til at afsløre på forhånd, vil de forsøge at forhindre udvisningerne, eller i hvert fald skabe så meget opmærksomhed om problematikken som muligt.

Asla og Lars fra initiativet Stop Udvisningerne erkender, at det bliver svært i praksis, fordi myndighederne meget hurtigt kan transportere de fængslede irakere fra Vestre Fængsel til lufthavnen, og det er da også offentlighedsarbejdet, der i øjeblikket satses hårdest på. Organisationer som Asylret, Amnesty International, Institut for Menneskerettigheder og forskellige advokater gør, hvad de kan for at påvirke pressen, men der skal mere til, mener aktivisterne.

11 irakiske mænd blev onsdag den 21. maj anholdt og fængslet med henblik på udvisning til det sydlige og centrale Irak. To blev omgående sendt ud af landet. De blev begge fængslet ved ankomsten til Bagdad.

Menneskerettighedsorganisationer kritiserer udvisningerne for at være i strid med anbefalinger fra FN, og senest har det vist sig, at Danmark ingen udvisningsaftaler har med de irakiske myndigheder. Ingen kan derfor følge med i, hvad der sker med de fængslede flygtninge i Irak.

De øvrige ni irakere blev fængslet af Københavns Byret i hhv. 13 og 27 dage. Deres advokater har kæret fængslingerne til Landsretten, men Modkraft.dk er bekendt med rygter om, at de næste udvisninger vil finde sted tirsdag den 27. maj. Disse rygter kan imidlertid ikke bekræftes på nuværende tidspunkt.

– Den måde vi kan præge offentligheden, er gennem aktioner. Vi er aktivister, og gør det, vi er bedst til, siger de to til Modkraft.dk.

De vil ikke afvise, at der vil blive aktioneret før de konkrete udvisninger, og mens interviewet finder sted, forbereder de sig på at køre fra København til Sandholmlejren for at holde møde med asylansøgerne i lejren. Mødet er aftalt længe før den aktuelle krise brød ud, men falder på et heldigt tidspunkt. Kontakten med dem, det hele drejer sig om, er nemlig vigtig for aktivisterne.

Dilemma at forsvarer voldtægtsforbrydere
Men ellers er det den praktiske mobilisering, der er i højsædet i disse dage. Søndag har aktivisterne indkaldt til offentligt informationsmøde, hvor de vil sætte interesserede ind i situationen og bl.a. diskutere det politiske perspektiv i, at de udvisningstruede er dømt for alvorlig kriminalitet, f.eks. drab og voldtægt.

Er det ikke problematisk for jer at forsvare en voldtægtsforbryder eller en, der har dræbt sin kone?

– Selvfølgelig er det et dilemma, men det er netop i sådan en situation, at det er vigtig at holde hovedet koldt og handle politisk, siger Lars.

– Vi vil reagere politisk og ikke følelsesmæssigt på enkeltsager. Derfor er det som sådan ligegyldigt, hvad de er dømt for. Regeringen bruger det her som en politisk løftestang, hvor det selvfølgelig er f.eks. voldtægtsforbryderen, der udvises først, sådan at folk vænnes til tanken om, at det er ok at udvise flygtninge til et krigshærget Irak, supplerer Asla.

Holdningen blandt asylaktivisterne er, at folk skal dømmes ens for de forbrydelser de har begået, og at flygtninge ikke skal have en ekstra straf, som potentielt er en dødsstraf. De kalder udvisningen af kriminelle irakere for »et politisk spin fra regeringens side, som man ikke bør hoppe på«.

Lufthavnen skal blokeres
Når alarmen lyder, er planen ganske enkel, forklarer Asla og Lars. Så mange som overhovedet muligt tager ud til lufthavnen og gør, hvad de kan for at forsinke eller i bedste fald forhindre udvisningerne.

De understreger, at der er plads til at aktionere på mange forskellige niveauer. For eksempel vil de prøve at oplyse de øvrige passagerer om, at de kan protestere til flybesætningen over, at der er tvangsudviste flygtninge med om bord. I bedste fald kan det nemlig betyde, at kaptajnen – der er enerådig ombord på flyet – nægter at tage flygtningene med. Det er sket før, forklarer aktivisterne.

Men derudover er der frit slag for, at folk kan gå så langt som de synes og f.eks. etablere fysiske blokader.

Og hvad når politiet så kommer?

– Ja, så må de jo flytte os, hvis de vil det, svarer Lars.

For en måned siden klippede svenske asylaktivister hul på hegnet ind til Bromma Lufthavn ved Stockholm, og trængte derefter ind på startbanen i et forsøg på at standse et fly med en tvangsudvist somalier ombord. Om de danske aktivister vil forsøge noget lignende, vil de ikke svare på, men nævner, at det tidligere er lykkedes at udsætte udvisninger ved hjælp af aktioner i lufthavnen.

Asla og Lars har ikke ønsket at offentliggøre deres efternavne. Redaktionen er dog bekendt med deres identitet.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce