Annonce

6. januar 2009 - 14:11

Fredsmindemærke udsat for hærværk

En mindesten for militærnægtere ved Gribskovlejren er kort efter nytår blevet udsat for hærværk. Mindepladen med tekst er sandsynligvis blevet fjernet, og stenen er blevet overhældt med beg. Ved siden af stenen har gerningsmændene efterladt et Dannebrog-flag med teksten »Ingen nævnt – ingen glemt. Til ære for de faldne helte«.

Hærværket er sandsynligvis sket i den første weekend af januar. Peter Henning fra den pacifistiske organisation Aldrig Mere Krig fortæller, at han blev underrettet om hærværket søndag den 4. januar af medarbejdere fra Asylcentret Gribskov.

– Hærværket var mere omfattende, end jeg havde troet, fortæller han Modkraft.dk.

JPEG - 108.5 kb
Mindestenen i Grib Skov er blevet overhældt med et to centimeter tyk lag beg og mindepladen sandsynligvis fjernet. Foto: Svend Espensen.

– Stenen er blevet overhældt med et tykt lag beg, og den metalplade, der var blevet lavet af Kunstnere for Fred, er sandsynligvis blevet revet af stenen. Det er ikke til at se for det tykke lag beg.

På grund af hærværkets alvor – begen er ikke umiddelbart til at fjerne – er sagen blevet politianmeldt.

Reaktion mod mindesmærke for faldne soldater

Mindestenen blev opsat på 90-årsdagen for 1. Verdenskrigs afslutning den 11. november kl. 11 som en hyldest til den første militærnægterlov, der blev vedtaget af den danske Rigsdag i december 1917.

Ved afsløringen af mindesmærket cirkulerede der allerede rygter om, at mindestenen vil blive udsat for sabotage. Det blev blandt andet nævnt af skuespilleren Anne Marie Helger i en tale.

Beslutningen om at opsætte mindesmærket var en reaktion mod tilsvarende planer om at opstille et monument for danske soldater, der er dræbt i kamp eller på anden måde i dansk militærtjeneste.

En gruppe, der arbejder for opstilling af en mindesten for faldne soldater, har i den sidste tid stillet sig op på Christiansborg Slotsplads med navne på omkring 170 danske soldater, der er faldet i tjeneste i det sidste halve århundrede.

– Det er næppe disse arrangører, der står bag hærværket. Men hærværksmændene bakker med ledsageteksten »Ingen nævnt – ingen glemt. Til ære for de faldne helte« tilsyneladende op bag sådan en mindesten, siger Peter Henning.

I december 2008 begik ukendte gerningsmænd hærværk mod en skulptur opsat ved Frihedsmuseet i København til minde om de danske kommunister, der satte livet til under frihedskampen 1940-45. I dette tilfælde blev skulpturen overhældt med maling.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce