Annonce

5. februar 2009 - 11:22

Sko ramte israelsk ambassadør

Trenden med at kaste sko efter politiske modstandere nåede i denne uge til Sverige, hvor den israelske ambassadør, Benny Dagan, deltog i et møde på Stockholms universitet, med titlen »Elections in Israel: New Leadership in a time of conflict«.

Ambassadøren var inviteret af Udenrigspolitisk forening til at tale om det kommende valg i Israel, men indledte med en forsvarstale for krigen mod Gaza.

Omkring 20 minutter inde i mødet rejste en kvinde blandt publikum sig op, kastede en sko mod ambassadøren – der blev ramt i maven – og råbte: »I er mordere«. Få sekunder efter fulgte to bøger og en skriveblok, der også ramte Benny Dagan. Denne gang var det en mandlig aktivist, der kastede med råbet: »Intifadaen viser vejen«, skriver den svenske avis Arbetaren.

Begge blev overmandet af sikkerhedsvagter og politi og anholdt.

At kaste sko mod statsoverhoveder og regeringsrepræsentanter er taget op som aktionsform flere gange siden den irakiske journalist Munthadir al-Zaidi den 14. december 2008 kastede begge sine sko efter den amerikanske præsident George W. Bush under et pressemøde i Bagdad.

Således var den kinesiske premierminister Wen Jiabao mål for et skokast mandag den 2. februar under et besøg på Cambridge University i England.

JPEG - 21.2 kb
Sko, bøger og skriveblokke blev kastet mod den israelske ambassadør i Sverige under et måde på Stockholms universitet. Foto fra Youtube
Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce