Annonce

12. februar 2009 - 11:17

Palæstina-aktivister vil stoppe tenniskamp

En planlagt Davis Cup-match mellem Sverige og Israel den 6.-8. marts i Malmø vækker vrede blandt Palæstina-aktivister, der kræver kampen aflyst.

Det svenske »Netværket mod Israels krig og besættelse« har startet Stoppa Matchen-kampagnen, der kalder til demonstration lørdag den 7. marts. Arrangørerne forventer allerede nu op imod 10.000 deltagere.

– Vi har nu påbegyndt et intensivt forberedelsesarbejde. Det står klart, at vi er mange, og at folk er meget oprørte. At spille kampen ville være et slag mod alle de palæstinensere, der hver dag lever under besættelse og ydmygelse. Derfor opfordrer vi alle Sveriges Palæstina-venner til at komme til Malmø, udtaler Assad El-Achkar fra netværket i en pressemeddelelse.

Dansker aktivister til Malmø

Davis Cup-kampen finder sted i en særdeles hektisk periode i Malmø, hvor pro-israelske kræfter to gange siden Israels invasion af Gaza har forsøgt at demonstrere med vrede protester til følge. Samtidig har byens ghetto-område Rosengård været præget af voldsomme sociale uroligheder henover vinteren – og senest er byens politi ramt af flere sager om racistiske udtalelser blandt betjentene.

– Der er ingen tvivl om, at politiets racistiske opførsel kombineret med at repræsentanter for den israelske besættelsesmagt skal spille tennis her i Malmø har sat mange sind i kog, fortæller en aktivist fra den skånske storby til Modkraft.dk.

Truslen om protester har ikke været forgæves. Salget af billetter er flere gange blevet udsat, senest her tre uger før kampen skal afvikles. Tidligst den 19. februar bliver billetterne sat til salg, og der spekuleres i flere forskellige modeller for kampen; enten helt uden publikum, med et mindre publikum eller med fuldt publikum som først planlagt.

Også danske aktivister planlægger at deltage i protesterne mod kampen forlyder det.

– Det er en unik mulighed for at vise det palæstinensiske folk vores solidaritet, og gøre det klart for Israel, at deres angreb på befolkningen i Gaza har konsekvenser, så naturligvis tager vi til Malmø, fortæller Tor Larsen, en Palæstina-aktivist fra København.

Ifølge avisen Skånskan forhandler Israel i øjeblikket med de svenske myndigheder om at medbringe egne sikkerhedsvagter til tenniskampen. Politiets indsatschef, Mats Thimgren, mener at det sandsynligvis vil ske, især hvis de israelske ambassadører fra København og Stockholm møder op.

Hvorvidt de israelske sikkerhedsfolk må være bevæbnede træffes der afgørelse om i det svenske justitsministerium, oplyser Mats Thimgren til avisen.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce