Annonce

11. maj 2009 - 18:30

»Modkraft skal tage afstand til hærværk«

En erklæret venstreorienteret portal som Modkraft.dk har et særligt ansvar, når en politisk motiveret fest udvikler sig til hærværk mod bygninger og biler.

Det lader til at være holdningen blandt en stor del af de brugere, som har kastet sig ind i debatten på Modkraft.dk som reaktion på den gadefest i Indre By, der fredag den 8. maj udartede sig til omfattende hærværk.

Modkraft.dk havde to dage forinden bragt en artikel om festivalen »Undoing The City«, som gadefesten var annonceret som en del af, ligesom de mange arrangementer var annonceret i portalens kalender. Dermed, lyder kritikken, var Modkraft.dk en del af begivenhederne med ansvar for at indkalde til det, der senere udviklede sig til optøjer.

Ikke talerør for nogen bestemte

Men det holder ikke, mener Martin Lindblom, der sidder i redaktionen på Modkraft.dk:

JPEG - 141.2 kb
Har Modkraft.dk et særligt ansvar i forhold til de ting, der opreklameres eller omtales journalistisk på portalen? Ja, mener kritikere – nej, siger redaktøren.

– Desværre er det sådan, at mange har svært ved at skelne mellem de redaktionelle prioriteringer på Modkraft.dk, og så de udmeldinger, der optræder i debatindlæg eller i vores offentlige kalender. Det er lidt pudsigt, for det svarer til at drage Jyllands-Posten til ansvar for hooligan-optøjer efter en fodboldkamp, der har været annonceret i avisen.

Grundlæggende handler sammenblandingen ofte om, at folk opfatter Modkraft.dk som et slags ukritisk talerør for »de autonome« – en opfattelse, der af og til også slår igennem på de store nyhedsredaktioner – men også det er en misopfattelse, mener Martin Lindblom:

– Modkraft.dk er ikke talerør for nogle bestemte strømninger på venstrefløjen. Vi har som ambition at behandle hele den progressive venstrefløj både kærligt og kritisk, og hvis man tæller efter, vil man bemærke, at den radikale venstrefløj ikke procentvis fylder voldsomt meget i vores nyhedsdækning.

– Når opfattelsen alligevel eksisterer, skyldes det naturligvis, at historier om gadekampe og hærværk fylder mere i bevidstheden end artikler om overenskomstforhandlinger og den politiske situation i Latinamerika. Når det er sagt, skal det imidlertid ikke være nogen hemmelighed, at vi som oftest har bedre kontakt til venstrefløjsmiljøerne, end den øvrige presse har, men det gør os altså ikke til aktører på linje med aktivisterne. Avisen Børsen har jo også gode kontakter til erhvervslivet, men kan næppe beskyldes for være ansvarlige for f.eks. IT-Factorys kriminelle aktiviteter.

Skruen uden ende

En del debattører mener desuden, at Modkraft.dk bør tage offentligt afstand fra fredagens hærværk. Også det afviser Martin Lindblom:

– Det giver ikke meget mening, at vi som uafhængigt medie skulle begynde at tage afstand fra alle mulige og umulige begivenheder. For hvor går grænsen? Nogle mener, at Enhedslisten med en beslutning på deres årsmøde i weekenden »accepterer krig og racisme«. Krig og racisme er alvorligt, så skulle vi også til at tage afstand fra det? Eller søndagens fodboldkamp i Esbjerg, der endte med 83 anholdte? Eller dyremishandling og overforbrug?

– Det ville være skruen uden ende, hvis vi dagligt skulle ytre vores holdning til det ene og det andet. Modkraft.dk er ikke en afgrænset politisk organisation med en fælles programmatisk holdning til alt, men et bredt sammensat medie. Vi har hver især holdninger til alt muligt, men det er ikke det samme som, at vi kan afkræves fælles holdninger til konkrete begivenheder, siger Martin Lindblom.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce