Folkelige bevægelser vil med i fredsforhandlinger

Når den colombianske guerillabevægelse FARC og Colombias regering den 8. oktober mødes i Oslo for at tale fred for første gang i ti år, vil der være guerillakommandanter, regeringspolitikere, generaler og erhvervsfolk tilstede.

Men der vil ikke være nogen repræsentanter for civilsamfundet.

Og det er ikke holdbart, mener det nye græsrodsparti Marcha Patriótica.

Partiet har sendt en delegation på rundtur i Europa for at samle international opbaking til en fredsforhandling, der ikke kun snakker om afvæbning af guerillaen, men om sociale og politiske løsninger på den 50 år lange borgerkrig i Colombia.

Terrorstempel og politikforbud

­– Fredsforhandlingerne må ikke blive en tenniskamp mellem regeringen og FARC. Det skal mere ligne en fodboldkamp, hvor mange spillere er på banen, sagde Piedad Cordoba, der både er leder Marcha Patriotica og af bevægelsen Colombianere for Fred, på et møde i går i Verdenskulturcentret på Nørrebro i København.

Som leder af Colombianere for Fred pressede Piedad Cordoba på for, at FARC i 2009 løslod de første tre krigsfanger uden at kræve gengæld fra regeringen, og for at FARC ophørte med sin politik med at tage økonomiske fanger. 

FARC løslod i april i år sine sidste fanger og fjernede dermed en væsentlig hindring for regeringens accept af fredsforhandlinger. Der er stadig ca. 8000 krigsfanger og politiske fanger i Colombias fængsler.

Marcha Patriotica er en to år gammel samling på mere end 2.000 folkelige organisationer. Bevægelsens hovedkrav er en politisk løsning på Colombias væbnede konflikt.

Den 22. april i år vedtog bevægelsen et 12 punkts regeringsprogram og forvandlede sig dermed til en politisk organisation, der sigter på at vinde regeringsmagten gennem valg. Fred og retten til at være politisk opposition er organisationens hovedparoler.

Piedad Cordoba har været kidnappet af paramilitære, stemplet som terrorist, retsforfulgt for at have forbindelser til FARC – da hun lå i forhandlinger med oprørerne om frigivelse af fanger – og var senator for det liberale parti indtil 2010, da hun blev frataget sædet og forbudt deltagelse i politik for at have kaldt daværende præsident Uribe en paramilitær.

Tennis eller fodbold

På forhandlingsbordet i Oslo har FARC og den colombianske regering allerede aftalt en dagsorden, der udover afvæbning også handler om politiske reformer, krigens ofre, naturressourcer og landbrugsudvikling.

Alle disse temaer er afgørende for at undgå fiasko, siger Piedad Cordoba og opremser:

Med fem millioner interne flygtninge og 6 millioner hektar jord, som godsejere har tilranet sig ulovligt fra de fordrevne under konflikten, er jordreform afgørende for en varig løsning.

Colombias ekstremt skæve jordfordeling, hvor en elite på under 2% ejer 60% af landets overflade – og dermed næsten al landbrugsjord – var i forvejen en af grundene til det bondeoprør, som for 50 år siden skabte FARC.

Og med et politisk system, hvor under halvdelen af vælgerne stemmer, og hvor politisk opposition og selv fredsarbejde rutinemæssigt stemples som terror og trues af mord og forsvindinger, er skabelsen af et politisk rum, der anerkender retten til opposition og til at kæmpe for et andet system, lige så afgørende.

Naturresourcespørgsmålet er ligeledes afgørende i et land, hvor multinationale selskaber i krigens ly har udvidet deres rettigheder til undergrunden uden at respektere indfødte og afrikanske folks lovmæssige rettigheder.

Marcha Patriótica frygter, at uden civilsamfundets deltagelse vil de sociale spørgsmål blive skudt til side til fordel for afvæbning og guerillaens tilbagevenden til det civile liv.

– Vi har før set guerillabevægelser, der nedlagde våbnene, uden at der kom hverken fred eller fremskridt ud af det.

Den 22. september stillede FARC i en pressemeddelelse sig bag kravet om at invitere civilsamfundet med til Oslo den 8. oktober, og kritiserede regeringen for kun at ville forhandle med den militære opposition.

Regeringen har dog lovet at inddrage civilsamfundsorganisationer i det Nationale Fredsråd, hvilket vil give de udpegede repræsentanter en slags deltagelse på afstand.

Læs »FARC says to be serious sensible pragmatic during peace-talks« hos Colombia Reports.

Besøg Marcha Patrióticas hjemmeside.

Våbenhvile eller ej

Et af Marcha Patrioticas krav er, at fredsforhandlingerne skal indledes med en gensidig våbenhvile.

– Fredsforhandlinger uden en våbenhvile er alt for skrøbelige, sagde Javier Calderon. En hvilken som helst større kamphandling kan pustes op til at være anledning til at forlade forhandlingsbordet, sagde han, der er international sekretær i Marcha Patriotica og leder i Universitetslærerfagforeningen i Colombia.

– Man kan ikke forhandle fred midt i en krig. Uden en våbenhvile vil civilsamfundets stemme ikke blive hørt, sagde Calderon.

FARC bakkede i september op bag ideen om at indlede fredsforhandlingerne med en våbenhvile. Men præsident Juan Manuel Santos skød FARC's forslag ned få timer efter det var fremsat.

– Der vil ikke blive nogen våbenhvile. Vi giver intet, før vi får den endelige aftale, det skal være helt klart, sagde Santos den 7. september ifølge Al Jazeera.

Tværtimod fortalte han, at hærens operationer mod oprørerne vil blive optrappet under forhandlingerne. Han talte på en militærbase, hvor han havde mødtes med over 100 generaler og oberster.

Santos henviste til fredsprocessen i 1998-2002 under præsident Pastrana, hvor hæren trak sig ud af et større landområde, som blev overladt til FARC under forhandlingerne.

Da regeringen afbrød forhandlingerne, var den officielle grund nervøsitet over, at FARC brugte den demilitariserede zone til at opbygge sine styrker. I denne omgang mener regeringen at have det militære overtag over FARC, der igennem de sidste tre år mistet en række af sine øverste chefer.

Alle gode gange tre, eller fire eller fem?

Fohandlingerne i Oslo indledes i skyggen af årtiers mislykkede forsøg på at skabe fred.

Efter en våbenhvileaftale i 1984 stiftede FARC og Kommunistpartiet partiet Union Patriótica og stillede op til valg. I årene efter blev op til 5000 partimedlemmer, der havde trådt frem i lyset, dræbt i en massiv bølge af attentater, partiet blev knust, og FARC genoptog den væbnede kamp.

I 1998 indledte præsident Pastrana forhandlinger med et FARC, der militært var stærkere end nogensinde før og efter. Under pres fra USA og landets højrefløj afbrød han i 2002 forhandlingerne. Efterfølgeren Alvaro Uribe lovede at knuse FARC militært med støtte fra den USA-finansierede Plan Colombia.

Nu prøver de igen.

Hvorfor tror I, det kan lykkes denne gang?

– Den væsentligste forandring mellem dengang og nu er den regionale kontekst, siger Piedad Cordoba til Modkraft.

– Dengang var de fleste af Latinamerikas regeringer af samme politiske observans som Colombia. I dag er der er stort regionalt pres for at stoppe krigen og for at normalisere Colombias forhold til sine naboer.

– Mægling fra Venezuelas præsident Hugo Chavez har allerede været afgørende for at opnå frigivelse af FARCs fanger, fortæller hun.

- For det andet er de sociale bevægelser stærkere end nogensinde før. Måske fordi de sidste par regeringer har været så rædselsfulde, at det har givet den sociale modstand ny styrke. Marcha Patrotica er et udtryk for denne styrke.

Javier Calderon understreger også den sociale bevægelse:

– Marcha Patriótica har en helt anden karakter end Union Patriotica havde, siger han.

– Vi er en samling af organisationer med rødder i de daglige kampe i alle sider af samfundet: arbejdere, kvinder, studerende, bønder, små erhvervsdrivende, indfødte folk, etniske afrikanere.

Brug for hjælp

Internationalt pres kan være vigtigt, understregede repræsentanterne fra Marcha Patriótica. De nævnte især behovet for følgeskab fra sociale bevægelser i Europa, der kan bevidne situationen og skabe opmærksomhed, og pres fra EU, der har en indgået en frihandelsaftale med Colombia trods mennesketsovertrædelserne i landet.

På mødet bad Marcha Patrióticas repræsentanter om hjælp til en mulighed for fred, de selv omtalte som spinkel og skrøbelig. Stærke kræfter i Colombia er imod fred. Calderon og Cordoba nævnte de store jordejere og militæret – der har opbygget en betydelig magt som økonomisk og social elite – og kredsen af højrefløjspolitikere omkring den forhenværende præsident Alvaro Uribe.

Dertil kommer andre forhindringer som frihandelsaftaler med EU og USA, der garanterer de internationale koncerner et frirum, de ikke vil forhandle væk, og som i dag forsvares militært; USA's narkopolitik; stemplingen af FARC som terrororganisation; og militærets krav om straffrihed for forbrydelser begået under krigen.

Et krav, der i lignende fredsprocesser i El Salvador og Guatemala i 90erne efterlod den ”hemmelige” paramilitære stat intakt og med vægtig indflydelse i de ”fredelige” årtier der fulgte guerillaens afvæbning.

Pengene taler

I den nordamerikanske solidaritetsorganisation NACLA vurderer Nazih Richani, at freden vil afhænge af, om den økonomiske elite i Colombia tjener mere på fred end på krig.

I 2002 stod det militært stærke FARC så hårdt på sit program for social forandring, at dominerende erhvervskredse i Colombia – de transnationale selskaber og jordejerne – ingen fordel så med fred, og i stedet satsede på fornyet krig.

Nu håber Santos, at FARC er så nedslidt, at dens krav til freden vil være billigere for erhvervslivet, end krigen er. Men ifølge Richani har FARC og ELN siden fundet nye svar på militærets drab af mange af deres ledere, og har de sidste måneder formået at mere end fordoble deres angreb og samtidig formindske deres egne tab.

Og trods massiv støtte fra USA i form af såkaldt narkobekæmpelse koster krigen mange penge. Krigens andel af nationalbudgettet er på 14 milliarder dollars årligt.

Dertil kommer, at FARC og den anden guerillagruppe ELN ikke er økonomisk blinde. Deres angreb mod energiudvindingens infrastruktur koster hvert år de store energiselskaber 400 millioner dollars.  

Ifølge Richani er dette det reelle spillerum for en mulig fred i Colombia.

I andre fredsprocesser i El Salvador og Guatemala skabtes åbningen for fred af en splittelse i borgerskabet: et globaliseret erhvervsliv mente, at de lukkede militærregimer blev for dyre i drift og afskar mulighederne i det globale marked.

Toneangivende kredse i erhvervslivet stillede sig derfor bag fredsprocesserne og endda landbrugsreformer, trods bitter modstand fra en jordejerelite, der var svækket af faldende indtægter på landbrugsvarer og ensidigt satsede på militær undertrykkelse for at modvirke et lønpres fra deres landarbejdere.

I Colombia er denne splittelse endnu ikke blevet set. Her repræsenteres den globaliserede økonomi først og fremmest af energiselskaber, der har samme interesser i kontrol med store jordarealer som landbrugets borgerskab.

Samtidig står den jordejende elite stærkere end Mellemamerikas daværende kaffe- og kvægavlere på grund af indtægterne fra coca-produktionen.

Der er ingen tvivl om, at Piedad Cordoba ser den neoliberale fraktion i erhvervslivet som en hovedforhindring for fred:

­– Finanssektorens gevinster under neiliberalismen har været groteske. Helt groteske.

Læs artiklen »Colombia rules out ceasefire with FARC« fra Al Jazeera.

Læs Nazih Richani's blog fra NACLA: »The Long Journey From War System«.

International støtte

– Er fred mulig i Colombia? sluttede Anders Olesen, næstformand i BJMF, med at spørge. Olesen var vært for mødet på vegne af Fagligt Colombia Fokus, der i april sendte en delegation til Colombia. Mødet var desuden organiseret af Internationalt Forum og Modkraft.dk

Han svarede selv på sit spørgsmål:

­– Måske. Men det er godt nok svært. Det kræver enhed. Og det kræver international opmærksomhed.

Olesen understregede, at solidaritet altid skal være konkret, og opfordrede deltagerne til at støtte en indsamling til genopbygning af et nedbrændt fagforeningshus i Colombia.

Læs interview med Fagligt Colombia Fokus: »Faglig støtte til genopbygning i Colombia«.

Besøg Fagligt Colombia Fokus og download delegationsrapporten.

Se også linksamlingen på Biblioteket om FARC

Hør også lydoptagelser fra konferencen: