Hvorfor blev det et nej til freden i Colombia? - del to

Forleden skrev jeg et længere indlæg om, hvorfor det blev et NEJ til fredsaftalen mellem FARC og den Colombianske regering.

Eller, som et par stykker har gjort opmærksom på, handlede det egentlig om, hvorfor der er nogle kræfter i landet, der er modstandere af fredsaftalen og ikke så meget om, hvorfor dem, der stemte, ikke stemte for.

Læs første del af analysen her: »I Bogotà demonstrerer vi for fred: Hvorfor blev det et nej?«

Nu er det regnvejr i Bogotá, så her får i lige kapitel to i den historie, hvor jeg vil prøve at forklare hvilke strategier NEJ-siden brugte. 

I søndags var der folkeafstemning i Colombia, hvor 50,21 % af stemmerne var i favør for at afslå den fredsaftale som oprørsbevægelsen FARC og den colombianske regering har i fire år har arbejdet på i den cubanske by Havanna.

Resultatet kom som en stor overraskelse for alle – inklusive NEJ-siden. Rundspørger havde i ugerne op til afstemningen peget på en stensikker sejr med helt op til 65% af stemmerne til JA-siden. Jeg har tidligere skrevet om, hvorfor der overhovedet er nogen, der er modstandere af aftalen.

Læs interviewet »Efter colombianernes nej: Frygter for de politisk aktive«

Her vil jeg prøve at beskrive de tre vigtigste argumenter, nej-fløjen har brugt for at vinde folks hjerter.

For det første må man forstå, at det her ikke bare er en fredsaftale, hvor den ene part nedlægger våbnene. Aftalen indeholder en lang række politiske elementer og garantier om jordreformer, demokratisering og mange andre ting.

Lønnen/amnestien

Det vigtigste argument, som NEJ-siden har brugt, har handlet om implementeringen af fredsaftalen og de reintegrationsprocesser, som der ligger i den.

FARC har i aftalen forhandlet sig frem til, at man opretter en freds- og forsoningsdomstol, hvor man kan få amnesti eller stærkt nedsatte straffe hvis man vidner og fortæller alt.

Som jeg har skrevet i det tidligere indlæg, kan denne domstol få svære konsekvenser for det yderste højre. Men det er forargelsen over, at man kan få amnesti efter at 52 års krig, der har båret ved til NEJ-sidens succes.

Faktum er, at guerillaen ikke er vellidt blandt de brede dele af befolkningen, og det slår altså igennem i denne forargelse.

Samtidigt med denne forargelse er det dog vigtigt at nævne, at mange af de civile ofre for FARC’s angreb har været endog meget aktive på JA-siden.

Derudover er forhandlingsdelegationerne også blevet enige om at lave en række forskellige reintegrationsprogrammer, der skal sikre, at ex-kombatanterne kan blive integreret i det civile liv.

En del af dette er, at de vil modtage et stipendiat – der efter Colombianske forhold er ganske godt – i de første to år efter, de nedlægger våbnene.

Der mange – særligt blandt de fattige – i Colombia der oplever det som en hån mod dem, at man kan blive betalt for at være eks-kombatant.

Denne delaftale har ellers modtaget stor anerkendelse internationalt, fordi den kan være med til at sikre at eks-kombatanterne ikke glider ud af guerillaen og ind i organiseret kriminalitet.

Homoseksualiseringen, de kristne og familien

Den ultrahøjrefløj, som eks-præsident Uribe tilhører og er bannerfører for, har haft stort held med at finde alliancepartnere blandt konservative kristne, og de har i fællesskab ført en kampagne mod det de kalder homoseksualiseringen af samfundet.

Deres kritik har i grove træk baseret sig på, at fredsaftalen indeholder en gender-mainstreaming komponent – altså at der i alle dele af aftalen har været taget særligt hensyn til, at kvinder (og andre minoriteter) i særligt høj grad har været ofre for konflikten her i landet.

Denne gender-mainstreaming (det er sådan noget NGO-lingo) er blevet temmelig meget mis- og overfortolket af de konservative kristne grupper, som har erklæret at fredsaftalen vil betide, af familien som institution vil fragmenteres og devalueres; at homoseksuelle vil få ret til at adoptere; og at landet vil blive regeret af homoseksuelle og pædofile.

I Colombia, som har en lang tradition for machismo – en særligt indgroet variant af mandschauvinisme – ligger tanken om homorettigheder ret langt fra de fleste almindelige arbejdere og bønder, så det har været super vigtig for højrefløjen at kunne spille på dette. Det er noget, der virkeligt kan få folk op af stolen og skræmme dem, så der behøves ikke at være meget substans i argumentet for at få det til at virke.

Castro-chavismen

Jeps, det er en ting hernede.

Det tredje vigtige argument fra NEJ-siden har været, at fredsaftalen vil åbne døren for Castro-Chavismen, og at hvis man stemte JA, ville Colombia ende ligesom Venezuela eller Cuba.

For dem som ikke følger udviklingen i Sydamerika, kan det kort siges, at det ikke går synderligt godt i Venezuela, hvor økonomi og politik er imploderet de sidste par år.

Denne kritik har meget lidt substans i sig, men baserer sig blandt andet på den delaftale i fredsaftalen, som handler om jordreformer. Disse reformer skal være med til at fordele den jord, som uretmæssigt er blevet frataget bønder overalt i Colombia.

Det kan man også læse mere om i det tidligere indlæg.

Castro-chavisme er på den måde blevet et spøgelsesbegreb, der er blevet brugt i skræmmekampagnen anført af NEJ-siden.

De venstreorienterede hernede joker med at NEJ-siden tror, at der kommer en »Rayo-Homo-Sexualizador-Castro-Chavista« – en laser der tryller alle om til homoseksuelle Castro/Chavez-tilhængere.

Debatten er løbet løbsk

Min egen vurdering er, at det første af disse tre punkter er det, der er mest rimelighed i.

De to sidste er desværre i ret stort omfang et resultat af, at debatten løber løbsk og mister sin forbindelse til den virkelighed, som fredsaftalen er.

Men hvorfor har JA-siden ikke kunne afmontere disse kampagner?

Én kritik af kampagnerne, jeg har læst, lagde vægt på, at NEJ-siden talte til følelserne og frygten, mens JA-siden talte til fornuften.

Og følelser er der masser af i denne proces. Særligt når det kommer til amnesti-spørgsmålet.

En anden kommentar, jeg har læst, lagde vægt på, hvordan præsident Santos på den ene side har fremstået for sejrssikker og derfor arrogant, mens FARC har fremstået som om de har »vundet« fredsforhandlingerne.

Disse ting blev mere klart under underskrivelsesceremonien, hvor Santos havde inviteret intet mindre end 13 latinamerikanske statsledere, John Kerry fra USA og FN’s generalsekretær Ban Ki-Moon. FARC-lederen Timochenko holdt nærmest en sejrstale under ceremonien.

Læs beretning fra ceremonien her: »Fredsaftale i Colombia: Jagerfly afbrød fredsceremoni«

Disse ting tilsammen har også muligvis haft en negativ indvirkning på resultatet.

Fragmenteret ja-kampagne

En tredje analyse af, hvad der gik galt, peger, at JA-siden ikke havde en samlet kampagne, men fremstod fragmenteret og argumenterede for et JA fra alle mulige forskellige standpunkter. Lidt ligesom nej-kampagnerne til EU-afstemningerne i Danmark.

En helt fjerde årsag er også, at afstemningen er blevet linket sammen med det kommende præsidentvalg i 2018.

Således er afstemningen om freden blevet et spørgsmål om, hvorvidt man vil have en liberal eller en konservativ præsident.

Så alt i alt er udfaldet af afstemningen sandsynligvis et resultat af en dygtigt manipulerende højrefløj, der har spillet på et par klassiske latinamerikanske skrækscenarier.

Denne kampagne har også været særdeles godt finansieret af den yderste højrefløj, jævnfør mit tidligere indlæg.

JA-kampagne derimod der har været for selvsikker og samtidigt har den stået svækket på grund af manglende fælles fodslag. Santos’ kampagne har heller ikke på tilfredsstillende vis inddraget de sociale bevægelser, og dermed har den afskåret sig selv fra at nå helt ud i krogene af dette mægtige, mærkelige land.

Næste kapitel i serien bliver at jeg kaster mig ud i en analyse af hvad der mon så sker nu? GISP!

Læs første del af analysen her: »I Bogotà demonstrerer vi for fred: Hvorfor blev det et nej?«

Læs beretning fra ceremonien her: »Fredsaftale i Colombia: Jagerfly afbrød fredsceremoni«

Læs interviewet »Efter colombianernes nej: Frygter for de politisk aktive«