Mette Frederiksens usynlige hånd

Helle Thorning-Schmidt har, siden hun vandt formandsvalget hos Socialdemokraterne, gentagne gange anført, at det for hende gjaldt om at finde en ny socialdemokratisk fortælling.

Modkraft må konstatere, at den nu er fundet. Den er bare ikke ny. Den er heller ikke særlig socialdemokratisk. Og det er heller ikke en rigtig fortælling.

Den er skrevet af Franz Kafka for cirka 100 år siden, en kort absurd tekst, der hedder "Ønsket om at blive indianer":

"Bare man var indianer, altid beredt, og på den galoperende hest, skråt ud i luften, gang på gang dirrede let over den dirrende jord, indtil man slap sporerne, thi der var ingen sporer, indtil man kastede tøjlerne, thi der var ingen tøjler, og næppe så landet som glatmejet hede foran sig, allerede uden hestehals og hestehoved."

Det geniale ved Kafkas tekst er, at det billede af den ridende indianer, han opridser, allerede er visket ud igen, når teksten er læst.

Således også med det socialdemokratiske projekt i Thornings udlægning. Med den seneste udvikling i regeringen kan man kun konstatere, at den aktuelle socialdemokratisme fortoner sig i det fjerne, allerede imens den formuleres.

Det hele handler om at skaffe job, siger Bjarne Corydon, og det har altid været socialdemokratisk politik, fastslår han.

Jovist, socialdemokraterne har altid krævet arbejde til alle. Men ikke på den måde.

Klassisk socialdemokratisk politik har handlet om at sætte arbejde i gang, ikke om at forære penge til de rige i håbet om, at de måske investerer dem i produktion.

Den grundlæggende idé i regeringens politik - og måske efterhånden den eneste - er tydeligvis at kilde og tilfredsstille virksomhedsejerne, alt imens man skubber de nederste i samfundet endnu længere ud i social nød og tvang.

Der er mange økonomer, som mener, at nedsættelsen af selskabsskatten koster staten alt for meget i forhold til det antal job, samfundet får ud af det. Og regeringen har ikke stillet virksomhedsejerne ét eneste krav til gengæld for pengegaven.

Regeringen kunne have indført en skattepræmie for oprettelse af arbejdspladser, men det kunne den tydeligvis ikke finde på, for den er så optændt af liberalistiske illusioner, at den tror, problemet løser sig selv, når blot virksomhederne får tilstrækkeligt overskud og handlerum.

Liberalistisk dogme

Således ligger den nyfundne socialdemokratiske fortælling i forlængelse af en meget gammel liberalistisk fortælling: Fortællingen om Den Usynlige Hånd.

Ifølge denne fortælling beherskes markedet af en tendens til ligevægt.

Ideen er, at sælgerens grådighed og køberens grådighed er drivkraften for, at de begge mødes dér på markedet, hvor de opnår mest muligt til egen fordel.

En usynlig hånd regulerer således markedet, så vareprisen fastsættes der, hvor udbud og efterspørgsel mødes.

Denne beskrivelse er blevet grundlaget for en alment accepteret utopi om det harmoniske markedsstyrede samfund, hvor alle mødes på midten i fælles grådighed og tilfredsstillelse.

Det er her, den socialdemokratisk ledede regering mødes med Dansk Industri.

At grådigheden igen og igen har ført til kriser og krig, betyder øjensynligt mindre i denne sammenhæng.

Forestillingen om "den usynlige hånd" er på mange måder en fin metafor for kapitalismens virkemåde, for den samfundsform reguleres af mange usynlige kræfter: Kræfternes frie spil unddrager sig menneskelig kontrol. Ellers er de jo ikke frie.

Til gengæld bliver menneskene ufrie, for markedets usynlige hånd regulerer temmelig meget mere end selve markedet. 

Hånden sidder i forlængelse af en usynlig arm, som rækker langt ind over både politik, sundhed, kunst, medier, tænkning og eksistentielle valg.

Når den økonomiske politik i den nuværende regering styres af "nødvendighed", kommer den som en tvang udefra, der nogle gange manifesterer sig som dekreter fra EU, nogle gange som demografiske analyser, andre gange som krav fra Dansk Industri, men altid som nogle kræfter, vi "desværre ikke kan gøre noget ved". De usynlige kræfters nødvendighed.

Og så er det, at tilkæmpede rettigheder slettes med et pennestrøg.

Magt og magtesløshed

Og dog. Regeringen har da i hvert fald én ægte socialdemokrat på ministerholdet? Beskæftigelsesministeren Mette Frederiksen, den solidariske politiker med det ægte, varme, røde hjerte, der altid banker for de svageste i samfundet?

Nej, beskæftigelsesministerens nedskæringer i det sociale sikkerhedsnet, tyveriet fra børnefamilier med økonomiske problemer, dagpenge-skandalen og regeringens akutpanik har gjort det tydeligt, hvor Mette Frederiksen står.

Det er beskæftigelsesministeren, der skal stå på mål for fiaskoen i beskæftigelsespolitikken, og det ser ikke kønt ud. Det ser magtesløst og talentløst ud.

Magtesløse er markedskræfterne til gengæld ikke. De virker, som de skal.

Spørgsmålet er så, om Mette Frederiksen er slået ud af kurs af markedets usynlige kræfter, eller om hun blot har reduceret sig selv til usynlig kraft?

Når nu kapitalisterne, arbejdsgiverne, virksomhedsejerne - eller hvad man vil kalde dem - har magten, og når den magt ikke anfægtes, kan den usynlige magt i samfundet heller ikke anfægtes.

Og når Mette Frederiksen og resten af regeringen sætter deres lid til og uddelegerer deres beføjelser til disse kræfter, giver de afkald på deres egne kræfter.

Mette Frederiksen får selv usynlige hænder og usynlige arme. Ja, hun forsvinder helt, allerede uden hals og hoved.

Og hvordan skal hun så kunne holde om de socialt udsatte, de forpinte og de udfaldstruede, som angiveligt ligger hendes hjerte så nært?

Hvordan kan hun få nogen til at tro på, at hun holder hånden under de svageste? Man kan jo ikke se den?

Én ting må man dog give socialdemokratismen i den nye udgave: Den socialdemokratiske ledelse har virkelig fundet en udvej. 

Kim Ingemann er kulturredaktør på Modkraft.

Læs "Afklaringen: Rød blok findes ikke". 

Læs: "Moderne solidaritet?". 

Læs "LO roser regeringen". 

Læs "EL: Brug SU-demo mod social uretfærdighed". 

Læs "Forargelse over regeringens kontanthjælpsreform". 

Læs "Løftebruds-regeringens dyneløfteri".

Læs: "Generalangreb på overførselsindkomster".