Af og til spørger jeg mig selv, hvordan det kan være, at feminister kan få deres revolution nu, mens marxister må vente. Det er en overladisk, men provokerende tanke. Spørgsmålet peger på, at visse feminismer er tæt på social forandring – med forestillingen om kønnet som noget der altid er til forhandling, visionen om den samfundsmæssige forandring, der skaber rum på det mellemmenneskelige plan såvel som på en større samfundsmæssig skala. Min feminisme omformer dagligt min tilværelses terræn. Hvordan kan det så være, at min marxisme ikke kan udvikle en socialistisk konstruktion, der kan leves...